Nu begynder MIX Copenhagen

FESTIVAL. Fredag den 19. oktober slår MIX Copenhagen dørene op for ti dages LesbianGayBiTrans Film Festival. Åbningsfesten begynder kl. 20.30 i Empire Bio på Nørrebro.

MIX Copenhagen er Danmarks ældste filmfestival og afholdes i år for 27. gang. Der er mere end 100 titler på programmet og en lang række events, blandt andet uddeling af BENT PRISEN (se højre kolonne) og åbningsfesten i aften. Festivalens hovedsæde er Empire Bio, og der vil desuden være filmvisninger i Cinemateket i København samt i Aalborg, Aarhus, Odense og Svaneke.

Det hele skydes i gang kl. 20.30 i aften med rød løber foran Empire Bio på Nørrebro og premiere på Iben Haahr Andersens dokumentar "My Love – The Story of Poul and Mai". Filmen handler om bundgarnsfiskeren Poul, der i en alder af 62 møder sit livs kærlighed: Han hedder Mai og kommer fra Thailand. Instruktør Iben Haahr Andersen og filmholdet vil være til stede ved visningen, og MIX COPENHAGEN byder på drinks før filmen – og fest bagefter. Læs mere om åbningsaftenen.

BENT PRISEN

Hvert år uddeler MIX Copenhagen BENT PRISEN til danske film og tv-serier, som gør op med stereotyperne og giver plads til homo-, bi- og transseksuelle. I år er følgende nomineret:

  • "Den skaldede frisør", Susanne Bier
  • "Sover Dolly på ryggen?", Hella Joof
  • "My Love: The Story of Poul & Mai", Iben Haahr Andersen
  • "Turning", Vibeke Vogel og Lucy Sexton
  • "Pandaerne", Mikael Wulff og Anders Morgenthaler
  • "Rita", Christian Torpe

Prisuddelingen foregår tirsdag den 23. oktober kl. 19 i Empire Bio.
Læs mere.

MIX Copenhagen bliver arrangeret af en gruppe på 16 frivillige. Festivalen ønsker at give LGBT-miljøet plads på filmlærredet og præsentere publikum for produktioner, som ellers ikke er tilgængelige i almindelig filmdistribution. Programmet indeholder både kort-, spille og dokumentarfilm.

Billetter koster 80 kr., med mindre andet er anført i programmet. Klippekort til 7 film koster 480 kr. Klippekort kan kun købes i Empire Bio og kan kun benyttes i Empire Bio og Cinemateket.

MIX Copenhagen er støttet af Det Danske Filminstitut.

Læs mere på www.mixcopenhagen.dk

Trailer: "My love – historien om Poul og Mai"

Se traileren for åbningsfilmen, Iben Haahr Andersens "My love – historien om Poul og Mai".