Det er et stærkt dansk program, der er samlet til publikum i den engelske hovedstad. Fire af filmene havde premiere på Berlinalen og en i Cannes, og den sidste får verdenspremiere i næste uge på San Sebastian.
Danske film på London Film Festival
- "En familie" af Pernille Fischer Christensen
- "Submarino" af Thomas Vinterberg
- "Superbror" af Birger Larsen
- "Fløjteløs" af Siri Melchior
- "Armadillo" af Janus Metz
- "Smukke mennesker" af Mikkel Munch-Fals
London Film Festival har en god evne til at udvælge titler fra de andre store europæiske festivaler. Både "Submarino" og "En familie" kæmpede om Guldbjørnen i Berlin tidligere i år, hvor også "Superbror" og "Fløjteløs" blev vist.
"Armadillo", der er aktuel i disse dage på Toronto International Film Festival, vandt hovedprisen i Semaine de la Critique i Cannes. Fotograf Lars Skree modtog for nylig Roos Prisen for bl.a. sit arbejde på filmen.
32 stjerner
"Smukke mennesker" af Mikkel Munch-Fals får sin internationale premiere på filmfestivalen i San Sebastian, der afholdes 17.-25. september. Instruktøren, der i bredere kredse er kendt fra sin tid som tv-vært på DR2's Premiere, har tidligere lavet en række kortfilm, men debuterer nu med sin første spillefilm "Smukke mennesker". Filmen får dansk premiere den 23. september, og i den forbindelse har Mikkel Munch-Fals grebet chancen for at give sin film ikke mindre en 32 stjerner.