Simultan filmvisning og debat om asylbørn landet over

EVENT. Andreas Koefoeds aktuelle dokumentarfilm "Et hjem i verden" om børn på et dansk asylcenter bliver vist og debatteret på folkebiblioteker, højskoler og asylcentre landet over den 19. november kl. 19.

CPH:DOX og Sonntag Pictures præsenterer i samarbejde med Det Danske Filminstitut den 19. november en simultanvisning af Andreas Koefoeds rørende dokumentarfilm "Et hjem i verden" 36 steder i Danmark. Det sker på biblioteker, højskoler og asylcentre i hele landet – fra Frederikshavn til Ærø.

Arrangementet er et gratis tilbud til alle borgere i et forsøg på at gøre den aktuelle flygtningedebat nærværende, og filmen følges til alle visninger op af lokal debat og refleksion.

"Et hjem i verden" skildrer fem asylbørns dagligdag på Røde Kors asylskolen i Lynge og deres liv efter ankomsten til Danmark. Børnene har forskellige nationaliteter og baggrunde, men fælles for dem er, at de er flygtet med deres familier til Danmark i håb om at starte et nyt liv.

"Jeg vil gerne have, at folk, der ser filmen, får en oplevelse af, hvad det vil sige at være barn og stå i den her situation – at være på flugt og skulle finde sig et nyt hjem. At seerne føler, at det lige så godt kunne have været deres eget barn."

Læs interview med instruktøren Andreas Koefoed

Fakta

Den 19. november kl. 19 kan man opleve "Et hjem i verden" og efterfølgende debat simultant landet over. Instruktør Andreas Koefoed svarer på spørgsmål via Facebook og Twitter, og efterfølgende er der lagt op til lokale debatter med centrale aktører. Det er CPH:DOX, der i samarbejde med Det Danske Filminstitut og filmens producent, Sonntag Pictures, står bag arrangementet, der finder sted på 36 biblioteker, højskoler og asycentre.

Find visningssteder og læs mere om eventen på CPH:DOX' hjemmeside.

Find et visningssted nær dig

"Et hjem i verden" er desuden udtaget til at deltage i konkurrence på verdens mest prestigefulde dokumentarfilmfestival, IDFA i Amsterdam, som finder sted 18.-29. november. Se oversigt over danske film på IDFA.