Den 55-årige filminstruktør og producent Finn Nørgaard blev skudt og dræbt ved Krudttønden på Østerbro lørdag eftermiddag til et debatmøde med den svenske Muhammed-tegner Lars Vilks.
Direktør for Det Danske Filminstitut Henrik Bo Nielsen udtaler:
"Det er med sorg, at vi erfarer, at det er vores lejer og nabo i Filmhuset, instruktør og producent Finn Nørgaard, der i går blev dræbt under et infamt attentat i Krudttønden på Østerbro. Det er helt afgørende, at instruktører og andre kunstnere aktivt deltager i samfundsdebatten, ikke bare med deres værker, men også som stemmer og deltagere i de debatter, der optager os alle. At konsekvensen af fredelig deltagelse i et demokratisk debatmøde om kunst og ytringsfrihed en lørdag eftermiddag i København kunne blive ultimativ, fylder os med chok og vrede. Vores varmeste tanker går til Finn Nørgaards nærmeste."