Med værket af de to internationalt anerkendte indie-navne føjes endnu et originalt musikalsk bidrag til den film, som skulle blive Carl Th. Dreyers sidste stumfilm. Premieren fandt sted ved en stor live-performance i Colston Hall i Bristol 7. maj, hvor filmen blev akkompagneret af et orkester, der talte Utley og Gregory selv, seks elektriske guitarer, kor og slagtøj, blæsere og synthesizers, alt sammen under ledelse af dirigent Charles Hazlewood.
"Vi vil gerne skabe en fortælling i musikken, som understøtter filmen, men som også har sit eget liv. En musik, der kan stå lidt i baggrunden og samtidig være fuldstændig til stede i øjeblikket," siger de to musikere til FILMupdate. "Kort sagt, vi håber, at vi får skabt en følelsesmæssig dialog med publikum, som spejler de stemninger, de selv oplever undervejs."
Æstetisk valg, der vil noget
Det unikke samarbejde mellem Utley og Gregory opstod, fordi de begge havde lyst til at komponere et værk til en stumfilm. "Ud af en meget lang liste valgte vi "Jeanne d'Arc", fordi den var klart bedst. Intet knirkende plot, ikke noget melodrama, ingen svage passager eller forældet gestik. Det er utroligt, hvor omhyggeligt der er taget vare på alle aspekter i produktionen: casting, lys, scenografi, manuskript. Og så er der også det faktum, at teksten er taget nærmest ordret fra de originale retsprotokoller fra skueprocessen … det er et æstetisk valg, der virkelig vil noget," siger Utley og Gregory til FILMupdate.
Filmens lange passager havde deres klare fordel for de to musikere. "De giver os mulighed for at lade kraften i de musikalske sætstykker bygge sig op og følge deres egen logik, uden at de hele tiden bliver forstyrret af abrupte klipninger og plotforløb, som gør mange stumfilm til en utaknemmelig opgave for en komponist."
10 x musikalsk ledsagelse i Cinemateket
Cinemateket i København fejrer åbningen af Filminstituttets nye store Dreyer-website med ti forestillinger af "Jeanne d'Arcs lidelse og død", der ledsages af skiftende dansk live-musik – fra klassisk klaver til cool electronica. Forestillingerne løber i dagene 14.-25. maj.
Se kort dokumentarfilm, hvor Adrian Utley, Will Gregory og Charles Hazlewood fortæller om arbejdet med "Jeanne d'Arc".
Læs om uropførelsen i Bristol 7. maj, arrangeret af Watershed.
Læs om Cinematekets 10 Jeanne d'Arc-forestillinger.