Der er ca. 2500 udenlandske prostituerede i Danmark. Mange af dem opholder sig her ulovligt, og et ukendt antal af dem er her mod deres egen vilje, som ofre for menneskehandel. "Trafficking" følger politiet i jagten på vidner og beviser, der kan fælde prostitutionens bagmænd
"Vi ville gerne lave en film der så på prostitution og menneskehandel fra politiets vinkel" fortæller antropolog Sine Plambech, der sammen med Judith Lansade har instrueret filmen.
"Der er mange, der har en holdning til prostitution, men de bygger ofte mere på myter end fakta. I denne film ville vi gerne vise, hvor komplekst spørgsmålet om trafficking er. Politiets arbejder ude i virkeligheden. De aflytter, forhører og sparker døre ind. Den verden politiet færdes i er meget hektisk og ændre sig hele tiden."
"Politiet kan kun tage fat i den del af problemet, der handler om kriminalitet, men den virkelige årsag til trafficking er den globale ulighed, der får kvinderne til at rejse hertil. Vi opfatter ofte de udenlandske prostituerede som ofre, men mange af kvinderne ser ikke sig selv på den måde. De er kommet hertil fra meget fattige lande, for at kunne forsørge deres familier derhjemme."
Du må selv tage stilling
Judith Lansade er uddannet fra Den Danske Filmskolde i 2001.
"Antropologen og filminstruktøren er begge optaget af at studere detaljer. I antropologien arbejder man med etnografiske detaljer. Som instruktør og fotograf bliver du hyperregistrerende. Det var derfor vigtigt for os at finde de små ting – for eksempel blikkene under en politiafhøring, nærbilleder af kvindernes fødder, der vipper uroligt under bordet, ordene og tonen i de telefonaflytninger, der dykker ned i kvindernes univers – små ting, der åbner for en langt større verden udenfor billedrammen. Ved at vise et lille hjørne af verden, kunne vi fortælle en langt større historie om at være sort eller hvid, fattig eller rig."
"Filmen forholder sig helt igennem observerende til emnet. Det var vigtigt for os at lave en film, der sagde – sådan her ser det ud. Så må folk selv tage stilling. "Trafficking" viser, at der ikke er nogen simpel forklaring. At det handler om øjet der ser."
Sine Plambech har tidligere arbejdet med Janus Metz med filmene "Fra Thailand til Thy" og "Fra Thy til Thailand". Judith Lansade har instrueret operafilmen "Ringen" og dokumentarfilmene" Kolonien" og "First Love".
"Trafficking" er produceret af Henrik Veileborg for Upfront Films med støtte fra Det danske Filmsintitut.
"Trafficking" vises på CPH:DOX den 7.november kl 18.00 i Cinemateket og den 8. november kl. 21.15 i Verster Vov Vov.
Efter visningen den 7. vil de to instruktører medvirke i debat om filmen og virkeligheden bag den. Køb billet her.