"Vi er journalister" bygger på instruktøren Ahmad Jalali Farahanis personlige historie, da han som redaktør på en større avis i Iran blev forfulgt og tortureret af regimet under præsident Mahmoud Ahmadinejad.
Filmen fortæller om de mange iranske journalister, der som instruktøren selv kæmpede for at overleve under Ahmadinejad-regimet. Vi er med på redaktionerne og i journalistforeningerne, og vi får indblik i, hvordan censur, repressalier og tortur mod enkeltjournalister fungerer, men også hvordan der pludselig opstår åbninger og muligheder for kritisk journalistik.
Ahmad Jalali Farahani kom til Danmark i forbindelse med sin film om iransk undergrundskultur, "Sofar", der blev vist på CPH:DOX i 2010, og har siden fået asyl her i landet.
"Vi er journalister" er produceret af Anja Dalhoff for Danish Doc Productions med støtte fra talentordningen New Danish Screen. Filmen havde premiere på CPH:DOX og vises på DR2 den 11. november kl. 23.
"Vi er journalister"
DR2
11. november kl. 23:00