Dansk dokumentarist på eventyr

DOKUMENTAR. TV 2 viser tirsdag den 20. maj Eva Mulvads dokumentarfilm "Slottet", der skildrer et eventyrligt seniorliv i en tidslomme på Sydsjælland.

"Slottet" foregår i vore dage og i virkelige omgivelser. Alligevel er dokumentarfilmen formet som et eventyr – med god grund, for det er et usædvanligt univers, filmen foregår i. 

Susse Wolds fortællestemme guider seeren gennem filmens handling, der på overfladen er en lille historie om, at der skal findes en ny beboer på Slottet. Men under overfladen er filmen en større og mere almengyldig beretning om sædernes forfald, og hvordan mennesker reagerer, når forandringens vinde blæser. Det grå guld i "Slottet" har kastet sig ud i et eksperiment, mange filmskabere før Eva Mulvad har fabuleret over: forsøget på at stoppe tiden.

På TV 2's hjemmeside beskrives Eva Mulvads film med disse ord:

"På Sydsjælland ligger et gammelt slot, Vemmetofte Kloster. Engang dannede det rammen om de kongeliges liv, men nu er det indrettet som luksuriøse seniorboliger for en lille flok nøje udvalgte mennesker. Her bor man midt i fortidens storhed omgivet af gyldne lædertapeter og prismelysekroner. Men det er ikke alle og enhver, der kan få lov til at flytte ind bag de tykke mure. I den danske dokumentar får vi et unikt indblik i det liv, der leves i den historiske bygning og i de optagelsesprøver, som nye beboere skal igennem for at blive accepteret i den eksklusive verden."

Eva Mulvad er født i 1972 og er en af Danmarks mest prominente dokumentarfilmmagere. Hun står blandet andet bag den prisbelønnede "Det gode liv" (2011), som følger en midaldrende kvinde og hendes mor, der går fra en tilværelse blandt Portugals overklasse til et liv på klods.

Det Danske Filminstitut har støttet "Slottet", som vises på TV 2 tirsdag den 20. maj kl. 20.00.