Konkret. Troværdigt. Realistisk. De ord bliver ved med at springe ud af munden på Jonas Alexander Arnby – ikke som kontante statements, men forsigtigt og undersøgende, mens instruktøren leder efter de rette ord at sætte på sin første spillefilm.
Sådan er både Arnby og "Når dyrene drømmer". Forsigtigt undersøgende. Både instruktøren og filmen har bevæget sig ind i et territorium, der er elsket – og foragtet – for at svælge i blod og afrevne kropsdele og voldsomme effekter. Men ligesom hovedpersonen i "Når dyrene drømmer" er Arnby i tvivl om, hvorvidt han hører hjemme her, blandt varulvene.
"Jeg havde lyst til at lave en coming of age-historie, en film om et ungt menneske, der lærer sig selv at kende og derved bliver voksen," forklarer den 40-årige instruktør, der hidtil mest har arbejdet med kortfilm og reklamefilm.
"Jeg blev hurtigt enig med filmens forfatter Rasmus Birch om at skabe et realistisk og troværdigt univers, men samtidig bruge varulve-temaet som metafor."
Menneskelige instinkter
Under en tur til fiskerbyerne Thyborøn og Agger opstod kimen til at lave en film, som skulle foregå nærmest så langt fra København, som man kan komme i Danmark.
Det eksotiske univers kunne Arnby og Rasmus Birch bruge til et varulve-projekt, der længe havde ulmet på produktionsselskabet Alphaville Pictures Copenhagen. Det udviklede sig til historien om teenagepigen Marie, hvis mor sidder i kørestol, hensunket i en dunkel sygdom, som hun får kraftig medicin mod.
Foto: Rolf Konow.
Da "Når dyrene drømmer" begynder, er Marie hos lægen for at få undersøgt nogle forandringer i kroppen. Det er der intet underligt i hos en teenager, men naturligvis peger forandringerne i retning af morens sygdom, og inden længe får Marie hviske-tiskende blikke fra de øvrige beboere i det lille nordjyske fiskermiljø.
"Hvis man roder sig ud i det der landskab af varulvefilm, kan man blive helt væk i regler og dogmer om sammenvoksede øjenbryn og fuldmåner og så videre. Vi besluttede os for at blive i realismen, og så var det mest oplagt at gøre varulve-temaet til en sygdom. Varulven beskriver jo noget menneskeligt – de dyriske, mørke sider af mennesket, det seksuelle instinkt og trangen til at gå til angreb, hvis man er trængt op i en krog. Varulve-temaet blev mere konkret på den måde," siger instruktøren.
Stille oprør
Konkret. Troværdigt. Realistisk. Ordene springer frem som slagord, der understreger, hvor bevidst Arnby og Birch har vendt op og ned på de fantastiske væsner, som det vrimler med for tiden i amerikanske ungdomsbøger og -film som "Twilight", "The Mortal Instruments", "True Blood" og "The Walking Dead".
"Når dyrene drømmer" er som at se en film af socialrealismens grand ol' man Ken Loach, eller mere præcist en intim familiefilm af Nils Malmros – med den væsentlige forskel, at nogen slipper en varulv løs. Det lyder som en omgang fis og fjanteri, men Arnby forfalder ikke på noget tidspunkt til ironisk distance.
"Det var vigtigt, at vi gav sygdommen en troværdighed. At man kunne se, hvad den indebar for familien og nærmiljøet, inden den blev sluppet løs – så man kom til at tro på det her menneske, der bliver en varulv eller et dyr. Det har været min intention at vise Maries stille oprør, og hvordan hun står uden for flokken, samtidig med at hun bliver presset til at tage på den rejse, hvor hun skal finde ud af hvem hun er. Genren, varulvefilmen, er bare en indpakning."
Ikke noget at grine af
Men er "Når dyrene drømmer" også en protest mod overgearede effektfilm?
"Ja, det er det også. Jeg kan godt have det sjovt, når jeg ser varulvefilm, men jeg tror ikke på dyret, fordi det fylder for meget i forhold til mennesket. Marie skal nå at vælge at blive et dyr. Det har været vigtigt for os, at Marie har et dilemma. Lige efter at hun har bidt hovedet af det første menneske, i selvforsvar, skal man kunne mærke, at hun har det dårligt, både psykisk og fysisk. Hun har hidset sig op til at bruge dyret i sig, men umiddelbart efter er hun menneske igen. Det er det, man skal kunne mærke – at det er klamt, det er ulækkert, hun har det dårligt med det. Det var vigtigt for mig, at det ikke var sådan noget 'HA-HA! nu skal nogen have bidt hovedet af!'"
Men kan man gøre varulven, dette fantasifoster, troværdigt?
"Jeg håber, man kan se, at det her ikke er en actionfyldt fantasy-film. Det er snarere et generationsportræt og en skildring af en karakter. Jeg håber virkelig, at folk kan tage de briller på og se, at det her er den rigtige varulv. De andre er godnathistorie-varulven," smiler Arnby.
Man kan altid mærke på instruktører, at de er spændte på at sende deres film, deres barn, af sted på egen hånd. Det er ekstra tydeligt ved Jonas Alexander Arnby, der spejder nervøst efter sin lille søgende film, mens den begiver sig ind på farligt varulve-territorium.
"Når dyrene drømmer" er udtaget til Cannes Festivalen og er produceret af Ditte Milsted og Caroline Schlüter Bingestam for Alphaville Pictures Copenhagen.
Trailer
Når dyrene drømmer
Marie er en smuk og ensom 16-årig pige, som lever i en isoleret landsby på en lille ø ud for den danske vestkyst. Hendes mor er alvorligt syg af en ukendt sygdom, og hendes far, Thor, passer den lille familie. Marie opdager pludselig, at der sker mystiske ting med hende og hendes krop, og hun føler, at hun er ved at miste kontrollen over sig selv.
