4. bedste åbning i 10 år

BIOTAL. "Klassefesten 2 – begravelsen" har på bare fire dage solgt 114.000 billetter, hvilket giver filmen den 4. bedste åbnings-weekend for en dansk film i 10 år.

"Klassefesten" var en af de helt store succeser i 2011 med 520.000 solgte billetter. Allerede efter første weekend tegner efterfølgeren til at kunne komme op på samme niveau. Den har i sin åbnings-weekend solgt 114.000 billetter, og med forpremierer har "Klassefesten 2 – begravelsen" trukket 140.000 gæster ind i biografmørket.

Det er den 4. bedste åbning for en dansk film i 10 år. 

Premiere-weekender top-10 (2004-2014)

  Titel År Sale ved premiere Billetter i 1. weekend Billetter i alt
1 Klovn - The Movie 2010  126 140.302 855.174
2 Kvinden i buret* 2013  126 120.522 724.509
3 Jagten 2013  118 119.349 673.855
4 Klassefesten 2* 2014  113 114.416 140.462
5 Anja & Viktor - brændende kærlighed** 2007  102 114.179 346.845
6 Sorte kugler** 2009  80 95.722 402.426
7 Flammen og citronen** 2008  73 93.059 667.601
8 Hvidsten gruppen 2012  111 87.542 764.516
9 Den skaldede frisør 2012  114 87.427 644.729
10 Rejsen til Saturn** 2008  77 83.644 400.784

* Aktuel i danske biografer.
** For film med premiere før 2010 er torsdag ikke inkluderet i åbnings-weekenden. Det vil sige, at f.eks. "Anja & Viktor - brændende kærlighed" havde en relativt bedre åbning, da den havde en premiere-weekend på tre dage, sammenlignet med fire dage for alle de øverste fire pladser.

Åbningen på "Klassefesten 2 – begravelsen" er samtidig næsten tre gange større den første "Klassefesten", der åbnede til 43.000 billetter.

"Når en 2'er til en megasucces åbner så markant større end den første films åbning, er det helt klart, at 'Klassefesten' som brand er stor i folks bevidsthed, og filmens brede publikum har glædet sig til efterfølgeren. Så meget tyder på, at "Klassefesten 2 – begravelsen" vil kunne leve op til den førstes imponerende salgsresultat på næsten 520.000 billetter", udtaler Jan Lehmann, direktør for Nordisk Film Distribution i en pressemeddelelse.

"Klassefesten 2 – begravelsen" er instrueret af Mikkel Serup. Manuskriptet er skrevet af Lars Mering og Claudia Boderke, der også stod bag "Klassefesten". Makkerparret Tomas Radoor og René Ezra har produceret for Nordisk Film. Filmen er støttet af Det Danske Filminstitut via Markedsordningen. 

Trailer