Ny fond uddeler penge til biografinitiativer

BIOGRAFER. Fonden bag Biografklub Danmark støtter nu projekter, som kan styrke danskernes biografoplevelser.

Har du en god ide til et landsdækkende og nyskabende initiativ, der kan gøre det til en endnu bedre oplevelse at gå i biografen, så kan du måske søge penge hos Fonden Biografklub Danmark. Den erhvervsdrivende fond vil nu støtte initiativer, der gavner udviklingen af biografkultur og biografoplevelser for et voksent publikum.

Vi er interesseret i projekter, der kan styrke fælles-skabet, og som bygger på det sociale element i at vælge biografen frem for storskærmen hjemme i stuen.

Biografklub Danmark er stiftet af Danske Biografer og Foreningen af Filmudlejere i Danmark og tilbyder hvert år sine medlemmer adgang til en række danske og internationale kvalitetsfilm til halv pris.

Fakta

Der er cirka 2 mio. kr. i fonden til uddeling i år. Midler fra fonden kan søges som delfinansiering eller som en begrænset underskudsgaranti i konkrete projekter, og generelt skal ansøgeren stille med en egenfinansiering af halvdelen af udgiften.

Praktiske informationer om fonden og elektronisk ansøgningsskema på Biografklub Danmark Fondens hjemmeside.

Biografklub Danmark har 200.000 medlemmer. Hver sæson udvælges 7 film, som medlemmerne kan se til halv pris i biografen. Læs mere om Biografklub Danmark.

Biografklubben blev indtil midten af 2015 drevet af en fond, men driften af klubben er nu udskilt i et datterselskab, Biografklub Danmark A/S. Fonden varetager herefter uddelingen af indtægter fra klubbens overskud. Pengene skal efter formålet bruges til at støtte projekter, der kan fastholde og øge danskernes interesse for at opleve film i biografen.

Formand for fondens bestyrelse, Erik Stephensen, siger uddybende om fondens uddelingspolitik:

"Vi er interesseret i projekter, der kan styrke fællesskabet, og som bygger på det sociale element i at vælge biografen frem for storskærmen hjemme i stuen. Biografklubben er jo skabt som et kulturelt og et socialt fællesskab, hvor venner og kolleger får en fælles oplevelse. Det er bl.a. udviklingen af sådanne fællesskaber, fonden gerne vil understøtte. Initiativerne kan sagtens være lokale, endog meget lokale, men skal gerne rumme potentialet til at blive udbredt til hele landet."