Bud efter de tværkulturelle eksperimenter

BERLIN. DOX:LAB, der blev etableret i 2009 som CPH:DOX's fristed for unge filmskabere, har i løbet af årets to første måneder hele seks film repræsenteret på to prominente festivaler – i Rotterdam og nu Berlin.

Da Rotterdam Filmfestivalen sluttede sidst i januar, var det med DOX:LAB-filmen "La isla" på podiet som en af tre vindere af kortfilmkonkurrencen. 

"La isla" er instrueret af polske Kasia Klimkiewicz og chilenske Dominga Sotomayor og deltog på Rotterdam Filmfestivalen med to andre film fra den eksperimenterende filmworkshop, hvor unge filmskabere fra alle egne af verden parvis udveksler ideer, udforsker dokumentarfilmens grænser – og laver film. De to øvrige titler i Rotterdam var "Walk with Me" af danske Johan Oettinger og ugandiske Peter Tukei Muhumuza og "Not at Home" af dansk-tyske Katja Adomeit og afghanske Shahrbanoo Sadat.

Fakta

DOX:LAB er et kreativt laboratorium med fokus på kunstnerisk udforskning og udvikling af den dokumentariske genre. Ideen er at lade filmskabere med forskellige kulturer, fortælletraditioner, filmhistorie og produktionsmetoder mødes og på den måde skabe rum for nyskabende og visuelt originale dokumentarfilm.

DOX:LAB er blandt andet støttet af Det Danske Filminstitut.

Læs mere på doxlab.dk

Tre film i Berlin

Nu er turen kommet til Berlinalen, hvor hele tre DOX:LAB-film er på festivalprogrammet:

"Taprobana" af srilankanske Vimukthi Jayasundara og portugiske Gabriel Abrantes er blandt de 25 titler, der konkurrerer i kortfilmprogrammet, mens filmene "Bim, Bam, Boom, Las Luchas Morenas!" af libanesiske Rania Attieh og franske Marie Losier og "La última película" af canadiske Mark Peranson og filippinske Raya Martin vises i serien Forum Expanded.

DOX:LAB startede i 2009 på initiativ af CPH:DOX. Antallet af film fra talentworkshoppen, der bliver hilst velkommen på de toneangivende festivaler, tegner godt for konceptet om at udfordre filmkunsten på tværs af grænser, siger Patricia Drati Rønde, der er manager ved DOX:LAB.

"Eksperimentet er lykkedes"

"Jeg tror, at filmene bliver valgt, fordi de adskiller sig så væsentligt fra meget af det, der bliver lavet for tiden. DOX:LAB er et eksperiment, hvor det handler om et samarbejde mellem to forskellige mennesker fra to forskellige kulturer, som netop derfor bliver nødt til at opfinde et nyt fælles filmsprog, som de begge – og publikum – forstår."

"Vi er utrolig glade for den festivalsucces, som DOX:LAB-filmene har lige nu. Det er intet mindre end fantastisk. Vores mål er at inspirere de unge filmmagere til at lave film på en anden måde og samarbejde på tværs af kulturer og kontinenter. Vi må sige, at eksperimentet er lykkedes. Og vi håber meget, at vi får lov til at fortsætte med succesen."


DOX:LAB på udvalgte festivaler

2014

Februar / Berlinalen / "Taprobana", "Bim, Bam, Boom, Las Luchas Morenas!", "La última película"
Januar / Rotterdam / "La isla" (prisvinder), "Not at Home", "Walk with Me"

2013

November / IDFA Amsterdam / "17,000 Islands"
Oktober / Jihlava / "Winter/Miracle" (prisvinder)
September / Toronto / "La última película" 
August / Locarno / "True Stories of Life, Love, Death and Sometimes Revolution"
Juni / Sheffield / "17,000 Islands"
April / Nyon / "Start from Zero" 
Februar / Berlinale / "Killing Strangers"
Januar / Rotterdam / "17,000 Islands" 

2012

September / Venedig / "Resistente"
Juli / Marseille / "She Sings"
Maj / Oberharhausen / "Dragon Beach"
Februar / København, Robert-prisen / "Girl in the Water" (prisvinder)
Januar / Rotterdam / "Girl in the Water"

2011

September / Venedig / "Accidentes Gloriosos" (prisvinder)

Se mere på doxlab.dk


Tags: