Cykelmyggen tager til Berlin

BERLIN. Jannik Hastrup og Flemming Quist Møllers "Cykelmyggen og Minibillen" er udtaget til Berlin Filmfestivalens program for børnefilm, Generation Kplus.

Animationsfilmen "Cykelmyggen og Minibillen" er udtaget til filmfestivalen i Berlin. Jannik Hastrup og Flemming Quist Møllers film er med i festivalens program for børnefilm, Generation Kplus.

Minibillen Mini optræder i et loppecirkus sammen med Cykelmyggen Egon og Dansemyggen Dagmar. Loppepigen Miranda mobber Mini og får en dag lokket ham til at bryde ind i Dagmars linedans, så hun falder og forstuver en fod. Mini er ulykkelig, stikker af fra cirkusset og bliver optaget i en røverbande. Undervejs bliver Egons elskede racercykel stjålet, og alle vennerne må holde sammen for at erobre den tilbage. 

"Cykelmyggen og Minibillen" blev vist i biograferne hele sommeren, og den kan fås på dvd.

Filmen er produceret af Marie Bro for Dansk Tegnefilm med produktionsstøtte fra Det Danske Filminstitut. 

Berlin Filmfestivalen afholdes 5.-15. februar, og udvælgelsen af film til serier og konkurrenceprogrammer er stadig i fuld gang. I går blev det offentliggjort, at Joachim Fjelstrup, der får sin spillefilmdebut i Ole Christian Madsens "Steppeulven" den 19. februar, er udtaget som Shooting Star på festivalen.

Joachim Fjelstrup som Berlin-stjerne

65. Berlin International Film Festival