Austin-pris til Anders Thomas Jensen

AUSTIN. På USA's største genrefilmfestival, Austin Fantastic Fest i Texas, modtog Anders Thomas Jensen den 1. oktober prisen for Bedste Instruktør inden for genren komedie for filmen "Mænd og høns".

"Mænd og høns" havde nordamerikansk premiere på filmfestivalen i Toronto den 12. september, to uger inden den blev vist på Fantastic Fest i Austin, Texas, hvor den nu har vundet prisen for Bedste Instruktør inden for komediegenren.

Filmen, der herhjemme er ude på streaming og dvd, er den mest sete danske film i biograferne i år. Fra den 8. oktober kan den ses på London Film Festival.

Anders Thomas Jensen har selv skrevet manuskript, og Kim Magnusson og Tivi Magnusson har produceret for M&M Productions.