Med rejsegrammofon og blæs

Kunstnerne T.S. Høeg og Kasper Tranberg tager med finurlig live-jazz fat i den avantgardistiske filmhistorie, når de med horn, keyboards, rejsegrammofoner og en enkelt kassettebåndoptager sætter toner til Eisensteins montageklassiker "Strejke" fra 1925. Arrangementet finder sted tirsdag den 11. august kl. 19.00 i Cinemateket.

Sergej Eisenstein gik med denne film fra teatret ind i filmens verden. Hans debutfilm skildrer en strejkes forløb; bevidst fri for nogen traditionel fortælling, men i stedet opbygget som en række overraskende og indignationsvækkende episoder.

Programredaktør i Cinemateket Rasmus Brendstrup mener, at filmen og musikken har meget til fælles: "Jazz og stumfilm har meget at give hinanden. De russiske avantgarde-film fra 1920'erne var netop legesyge udfordringer af normerne for fortælling – akkurat som jazzen i sin tid udfordrede kompositionsmusikken." Arrangementet er kommet i stand i samarbejde med Copenhagen JazzHouse.

Om kunstnerne:
T.S. Høeg (f. 1957) har gennem 35 år været en central spiller på den eksperimenterende kunstscene herhjemme - som performer, forfatter, musiker, selvudnævnt "outertainer" og meget mere. Som jazzmand er han bl.a. frontfigur i ensemblet Great Mungo Dilmons. På aftenen vil han især slå sig løs på diverse saxofoner og rejsegrammofoner.

Kasper Tranberg (f. 1971) er et af dansk jazzmusiks store navne. Han vil på aftenen spille trompet og kornet. Han har de seneste små 20 år optrådt verden over med en lang række bands, bl.a. Yakuza Shuffle, Zagreb Auto-Akustika, Green Side Up og Bugpowder.

Læs mere om Stumfilm med live jazz.

Læs mere om "Strejke".

Billetter kan bestilles i Cinematekets billetsalg, Gothersgade 55, tlf. 3374 3412. Online bestilling på cinemateket.dk.