Den kæmpestore bjørn til Berlin

Animationsfilmen "Den kæmpestore bjørn", der får biografpremiere i Danmark den 10. februar, er udtaget til filmfestivalen i Berlin. Dermed deltager tre danske spillefilm på årets festival.

Esben Toft Jacobsens animationsfilm "Den kæmpestore bjørn" er udtaget til konkurrence i Berlin Filmfestivalen i sektionen med film for børn, Generation Kplus, hvor bedste film kan vinde Krystalbjørnen.

Festivalen viste i 2007 den spillefilmdebuterende instruktørs afgangsfilm fra Den Danske Filmskole, "Drengen i kufferten", og dengang modtog Esben Toft Jacobsen en Special Mention.

"Den kæmpestore bjørn" er en dramatisk fortælling om to søskende, der forvilder sig ind i en fortryllet skov, da de er på ferie hos deres morfar i Sverige. De kommer til at stå ansigt til ansigt med ondskaben selv, og i en kamp om liv og død opdager de, at de må holde sammen, hvis det skal lykkes dem at slippe med livet i behold.

Markus Rygaard, Alberte Blichfeldt, Flemming Quist Møller og Elith Nulle Nykjær har lagt stemmer til. Filmens manuskript er skrevet af Jannik Tai Mosholt og instruktøren selv, og Petter Lindblad har produceret for Copenhagen Bombay. Filmen er støttet af Det Danske Filminstitut gennem konsulentordningen.

Festivalen meddelte allerede inden jul, at Rune Schjøtts "Skyskraber" og Heidi Maria Faissts "Frit fald" er udvalgt til konkurrence i sektionen med film for unge, Generation 14plus. Der er endnu ikke meldt ud om alle festivalens filmserier.

"Den kæmpestore bjørn" får biografpremiere i Danmark den 10. februar.

Filmens trailer er kan ses her: Trailer til Den kæmpestore bjørn

Følg med i dette års Berlin Filmfestival på DFI's Temaside om Berlin 2011

Berlin Filmfestivalen