To uger med vinterferie rundt om i landet er forbi, og for biograferne har uge 7 og 8 - der i biografverdenen strækker sig helt fra torsdag den 11. til søndag den 28. februar - budt på rigtig mange besøgende.
Hele 1.129.000 billetter blev solgt i perioden, der dog også er udvidet med én dag i forhold til de foregående år efter, at biograferne i år har skiftet premieredag fra fredag til torsdag. I perioden 2001-2009 har gennemsnittet ligget på 928.000 solgte billetter. Den tidligere rekord var fra 2003 og lød på 1.061.000 solgte billetter.
Vinterferien 2001-2010
*baseret på én dag mere end de foregående perioder.
I år er den danske markedsandel i vinterferien på 29 %, hvilket er helt i tråd med gennemsnittet for 2001-2009 på 28 %. At den danske markedsandel er så god i vinterferien 2010, kan man især takke "Far til fire – på japansk" og "Parterapi" for.
"Far til fire – på japansk", der åbnede allerede ugen inden vinterferien, har med 274.000 solgte billetter i selve ferien formået at placere sig øverst på periodens Top 10-liste foran de amerikanske konkurrenter "Prinsessen og frøen" og "Percy Jackson & lyntyven". "Parterapi", som først åbnede den sidste torsdag i ferieperioden, har klaret sig til en 8. plads med 36.000 solgte billetter.
Top 10 vinterferien 2010
Titel | Premiere | Solgte billetter | |
1 | Far til fire - på japansk (dk) | 04.02.2010 | 274.000 |
2 | Avatar (us) | 18.12.2009 | 151.000 |
3 | Prinsessen og Frøen (us) | 11.02.2010 | 147.000 |
4 | Percy Jackson & Lyntyven (us) | 11.02.2010 | 73.000 |
5 | Valentine's Day (us) | 11.02.2010 | 70.000 |
6 | Shutter Island (us) | 18.02.2010 | 60.000 |
7 | Det regner med frikadeller (us) | 21.01.2010 | 50.000 |
8 | Parterapi (dk) | 25.02.2010 | 36.000 |
9 | The Wolfman (us) | 11.02.2010 | 33.000 |
10 | Precious (us) | 04.02.2010 | 30.000 |
Vinterferien er generelt præget af mange film henvendt til børne- og familiepublikummet. Således også i år, hvor hele 52 % af billetterne er solgt til børne- og familiefilm.
Med udgangen af vinterferien ligger det samlede biografmarked i år på 2.806.000 solgte billetter, hvilket er 30 % over sidste år på samme tidspunkt, hvor markedet lå på 2.159.000. I år står "Avatar" alene for 722.000 af de solgte billetter.