I sidste uge præsenterede CPH:DOX de nominerede til hovedprisen DOX:AWARD, og nu har de løftet sløret for det komplette program til festivalens 12. udgave, der finder sted den 6.-16. november. Igen i år har festivalen over 200 film på programmet, ligesom der er et bredt udbud af koncerter, debatter, fester og en konference om teknologi og kunst i relation til innovation.
CPH:DOX 2014 byder på et gæstekurateret program af journalist og instruktør Laura Poitras, der – sammen med journalisten Glenn Greenwald – modtog de stærkt afslørende NSA-dokumenter af Edward Snowden i 2013. Under titlen "Astro Noise" vil dette program kredse om overvågning. Poitras' egen film "Citizenfour" er en del af dette program og handler netop om Snowden. Filmen er nomineret til hovedprisen DOX:AWARD.
Et nyt festivalformat ved navn "Megatrends" ser også dagens lys på årets udgave af festivalen. Et såkaldt demokratisk program, der sætter emner som økonomi, teknologi, bæredygtighed og ulighed i centrum. Festivaldirektør Tine Fischer udtaler herom: "Dokumentarfilmen er én af de kunstarter, der reelt har noget at byde på i forhold til at skabe social og politisk refleksion. Vi vil som festival være garant for, at det forandringspotentiale sættes i spil. Vi er overbeviste om, at publikum er klar til det."
Blandt de mere end 200 dokumentarfilm er der også flere danske bidrag, og hele tre af disse er nomineret til hovedprisen: Camilla Nielssons "Democrats", Joshua Oppenheimers "The Look of Silence" og Anders Østergaards "1989", der åbner festivalen og bliver vist simultant i biografer over hele landet og i mere end 15 forskellige lande i Europa.
Det komplette program kan ses på festivalens hjemmeside. Billetsalget starter fredag den 17. oktober. Allerede nu kan der købes billetter til udvalgte film.
CPH:DOX er Danmarks største filmfestival og blandt Europas største inden for dokumentarfilm. Sidste år havde festivalen et besøgstal på 71.000. CPH:DOX 2014 finder sted den 6.-16. november og er den 12. udgave.