"Dans for mig" har fra begyndelsen været ét chassé foran instruktøren, der har skullet kridte lakskoene for at følge med. Den startede ud som en bestillingsopgave i et helt kort format til en serie om unge i elitesport, men historien viste sig hurtigt at rumme mere end det, og snart voksede filmen til sin nuværende spillefilmlængde på 80 minutter.
Nu er "Dans for mig", til Katrine Philps store og glædelige overraskelse, nået både til CPH:DOX og til den store hollandske dokumentarfilmfestival IDFA i midten af november. ”Det er, som om vi stadig løber efter filmen, som om den har travlt med at komme af sted," smiler instruktøren.
Ambitionerne om at være i evig bevægelse deler filmen med sine karakterer, der ligesom instruktøren er i starten af deres karriere. Den russiske dreng Egor er flyttet til Danmark for at danne par på dansegulvet med Mie, og han bor nu sammen med Mie og hendes familie. De to teenagere sætter meget høje krav til sig selv og hinanden. De vil ikke bare være gode, de vil være legender. Samtidig kæmper Egor med indrette sig på at være langt hjemmefra og bo hos en fremmed familie, der taler et sprog, han ikke forstår.
Har ikke lært facaden endnu
"Jeg havde ikke lyst til at tage af sted, jeg havde bare ekstremt meget lyst til at danse," fortæller Egor i begyndelsen af "Dans for mig", der giver et indblik i elitesportens disciplinære verden, men som også fortæller om det at være fremmed. I et land og i en krop, der er ved at udvikle sig fra barn til voksen. Det kræver selvdisciplin af den 15-årige dreng ikke at vise, at han er ked af det og savner sin mor, som han har forladt for at komme til Danmark og danse. For det den pris, han må betale for at blive den perfekte danser.
"Egor havde det absolut ikke nemt," fortæller Katrine Philp. Det var netop hans historie, som hun fik færten af, da hun mødte de to unge dansere første gang.
Hun spottede Mie og Egor, da hun var ude at caste i en dansesal. ”De dansede helt nede bagved, og det var, som om de ikke kendte hinanden så godt. Jeg kunne se, at de prøvede ting af. Ved første øjekast kunne jeg fornemme, at de var et karismatisk par. Da jeg spurgte til dem, fik jeg at vide, at det ikke var mere end ti dage siden, at Egor var flyttet til Danmark. Dermed åbnede der sig en historie, der rakte ud over dansen: historien om de omkostninger, det har at stræbe efter perfektion. Og den måtte jeg gribe.”
"Det er processen hen imod det fuldendte, der altid har interesseret mig. Derfor passede det mig også rigtig godt med et par dansere, der ikke havde nået perfektionen endnu. Latindans skal være så perfekt, og meget hurtigt i deres karriere bliver dansere gode til at håndtere opmærksomheden og til at være på. De får ofte en facade, som kan være svær at se igennem. Mie og Egor er ikke perfekte dansere endnu, men de er i træning til at blive det – med alt det, der følelsesmæssigt følger med. Jeg synes, det er så skønt, at de stadig er så nemme at aflæse, at man kan se deres følelser og at de ikke har lært at kontrollere dem endnu."
Møde dem på deres egne præmisser
Katrine Philp er meget optaget af at undersøge, hvad det vil sige at stå på usikker grund og forsøge at finde en identitet. Det viste hun i sin afgangsfilm fra the National Film School of Denmark, "Book of Miri", der følger en svensk enspænder, der er adoptivbarn fra Korea. Både hendes afgangsfilm og "Dans for mig" tager udgangspunkt i personlige historier, og selv om hendes igangværende projekt "Suitable" om en gruppe flygtninge fra Burma, der forsøger at blive optaget som såkaldte kvoteflygtninge i Danmark, har et større politisk perspektiv, er det også en film, der møder mennesker på deres egne præmisser.
"På den måde griber jeg mine film meget ens an. Om det er dansere eller flygtninge, så er det mødet med unikke individer, det handler om. Jeg har altid en personlig tilgang til mine film."
”For mig er en god dokumentarist en, der er åben og nysgerrig. Det allervigtigste er tillid. Hvis du kan give dine karakterer den oprigtige interesse, du har i dig, og ikke være påtaget eller falsk, men være åben og klar til at vise noget af dig selv, så kan du også blive lukket ind i deres liv. Man skal skabe et tillidsfuldt rum og behandle sin medvirkende ordentligt og med respekt. Jeg ville aldrig kunne lave en film om nogen, jeg ikke holder af.”
"Dans for mig" er produceret af Lise Saxtrup for Klassefilm ApS med støtte fra Det Danske Filminstitut ved filmkonsulent Dorte Høeg Brask.
Dette er en dansk version af en artikl fra DFI's festivalmagasin FILM#76, som udkommer i november.
Dans for mig
Mie er 14 år og elitesportsdanser, den suverænt bedste i sin aldersklasse. Hun står pludselig uden dansepartner, og da det ikke er til at finde en ny passende partner i Danmark, søger hun og familien i udlandet. Valget falder på russiske Egor, som kommer til Danmark for at prøvedanse med Mie.