Den finsk-tysk-dansk-irske koproduktion "Niko og de flyvende rensdyr" havde tysk premiere 5. november og solgte 110.000 billetter i åbningsweekenden. Hermed placerede den sig som nummer syv på den tyske top-10. Indtil videre har 1,6 millioner mennesker verden over set filmen, heraf 600.000 i Frankrig.
Tyskland er det 15. land, hvor filmen har haft premiere, og i løbet af november og december vil lande som Kroatien, Litauen, Polen og Spanien få mulighed for at opleve juleeventyret om rensdyret Niko, der drømmer om at komme til at flyve for Julemanden ligesom sin far.
Filmen havde dansk premiere sidste jul og udkommer på dvd 1. december.
"Niko og de flyvende rensdyr" er nomineret til bedste animationsspillefilm ved European Film Awards, som bliver uddelt 12. december.
Filmen er koproduceret af Irene Sparre Hjorthøj for A. Film og har modtaget produktionsstøtte fra Det Danske Filminstitut.