Ny smartphone satser på dansk børnespil

Det prisvindende "Max and the Magic Marker" bliver blandt de allerførste spil til Microsofts kommende iPhone-konkurrent. Telefonen ventes i handlen til oktober.

Den strithårede dreng Max og hans jagt på det monster, han ved en fejl bragte til verden, begejstrede på Wii-platformen i foråret. Og det så meget, at spillet "Max & the Magic Marker" blandt mange andre priser blev kåret til Årets Nordiske Børnespil 2010.

Nu træder Microsoft ind i Max's fanklub og annoncerer spillet som en af de allerførste titler til firmaets kommende smartphone Windows Phone 7. Telefonen skal udfordre Apples iPhone på markedet for håndholdte spil.

New Danish Screen - spilord-ningen

Max & the Magic Marker var det første New Danish Screen-støttede spil som blev udgivet kommercielt. 

New Danish Screen – Spilordning har i 2008 og 2009 støttet udviklingen af danske computerspil for børn. Formålet med ordningen har været at sikre, at dansk spiludvikling bevarer, styrker og udvikler sin dynamik og mangfoldighed.

Forsøgsordningen udløb i slutningen af 2009.

Mikkel Thorsted fra Press Play, som står bag spillet, finder overgangen til et nyt kontrolsystem oplagt: "Vi har længe vidst at 'Max & the Magic Marker' ville egne sig rigtig godt til touch-interfacet, og vi er rigtig glade for, at Microsoft ikke bare er enige, men ligefrem har valgt at gøre det til en af launch-titlerne, der skal promovere deres nye telefon."

"Max & the Magic Marker" kan købes via Nintendos download-service WiiWare, og ønsker man at spille PC/Mac-versionen, kan den fås på spillets hjemmeside www.maxandthemagicmarker.com, hvor man også kan prøve en gratis version af spillet.

"Max & the Magic Marker" har modtaget produktionsstøtte fra talentstøtteordningen New Danish Screen. Spillet har desuden modtaget udviklingsstøtte gennem EU's MEDIA program.