Det Danske Filminstitut giver produktionsstøtte til en ny film af Erik Clausen
I "Frihed på prøve", der er en god blanding af alvor og humor, bliver den midaldrende John, som vi kender fra Erik Clausens forrige film, "Ledsaget udgang", løsladt på prøve. Han tager straks til Jylland, hvor han vil hjælpe sin voksne søn, der er kommet i vanskeligheder. Men uanset om det gælder, at være den nærværende familiefar, den perfekte partner i line dance eller bare det at passe et arbejde, så kommer tingene ikke altid lige let til John.
Erik Clausen spiller igen rollen som John, og Jesper Asholt er nu forfremmet til fængselsdirektør. Erik Clausen har skrevet manuskript, og Peter Ingemann og Mikael Olsen producerer for Clausen Film. Filmen modtager 6,1 mio. kr. i betinget produktionsstøtte gennem 60/40-ordningen og 250.000 kr. gennem den regionale støtteordning.
Optagelserne indledes den 31. august, og der er forventet premiere i marts eller april 2010.
Abonnér på 'Nyheder fra Filminstituttet' og få seneste nyt om dansk film og Filminstituttets aktiviteter i din indbakke. Nyhedsbrevet udkommer 3-4 gange om måneden.