Frem til 27. august gør FILM-X ON THE ROAD holdt på Odense Film Festival, hvor tilmeldte skoleklasser på få timer kan komme bag om filmens illusion og prøve kræfter med mediets mange facetter: manus, instruktion, skuespil, optagelse, klipning og lydredigering. Turen fortsætter derefter til Svendborg, Nyborg, Middelfart og Langeland.
FILM-X, der har til huse på Filminstituttet i København, har været et kæmpe trækplaster siden indvielsen i 2002. Med den mobile udgave når mini-filmstudiet ud til langt flere, så også børn i resten af landet kan få et smugkig ind i filmens magiske univers. I løbet af den fynske og langelandske turné forventer man således, at omkring 900 børn når at komme en tur forbi den grønne Morris Mascot, som er blevet studiets varemærke.
Program for FILM-X ON THE ROAD på Fyn og Langeland:
Odense 23.-27. august (OFF)
Svendborg 30. august-3. september
Nyborg 6.-10. september
Middelfart 13.-17. september
Langeland 20.-24. september
Turnéen er støttet af Region Fyn, mens Det Danske Filminstitut står for planlægning og guider.