Danske priser på Nordisk Panorama

KORT&DOK. "Ballroom Dancer" vandt for bedste nordiske dokumentarfilm, mens "Putins kys" og kortfilmen "Dyret" fik Honorary Mentions på årets Nordisk Panorama. Ceremonien blev afholdt den 25. september i Oulu, Finland.

Over seks dage har 65 kort- og dokumentarfilm fra de nordiske lande konkurreret i Oulu om at blive Nordens bedste.

Ballroom Dancer

"Ballroom Dancer" af Andreas Koefoed og Christian Bonke vandt prisen for bedste dokumentarfilm, The Nordic Documentary Award.

I sin begrundelse skriver juryen:

"Prisen for bedste nordiske dokumentarfilm går til et perfekt eksempel på den evne dokumentarfilm har til at indfange skrøbeligheden og intensiteten af menneskelige følelser i en verden, der kræver perfektion og kvalitet for enhver pris. Med filmisk ynde og lidenskab præsenterer filmen dansen som et smukt realiseret mikrokosmos af kompleksiteten i menneskelig intimitet. I sidste ende er dette en film om kærlighed."    

Med i prisen for bedste dokumentarfilm følger er en pengepræmie på 7.000 euro.

"Ballroom Dancer" er produceret af Jakob Nordenhof Jønck for Danish Documentary Production med støtte fra New Danish Screen og Nordisk Film & TV Fond.

Putins kys

I samme kategori vandt "Putins kys" af Lise Birk Pedersen en Honorary Mention med følgende begrundelse:

"Blandt de mange politiske film vi så, stod denne dokumentarfilm ud for sin aktualitet, præcision og rige visuelle stil. Denne modige film afslører den politiske undertrykkelses anatomi med stor indsigt. Den sender en advarsel til kommende generationer og tjener som en forudseende påmindelse om, at politik altid er personlig."

"Putins kys" er produceret af Helle Faber for Monday Reporter ApS med støtte fra Det Danske Filminstitut.

Dyret

Kortfilmen "Dyret" af Malene Choi Jensen modtog ligeledes en Honorary Mention i kategorien Nordic Short Film. Her skriver juryen:

"En film så enestående som sin hovedperson. Dette fantastiske og skarpe syn på livet efter verdens undergang står alene med hensyn til både håndværk og mystik. Filmen er dristig og magisk og udforsker ensomhed, død og genfødsel fra et sjældent perspektiv. Juryen uddeler en Honorary Mention til det lodne eventyr 'Dyret'."

"Dyret" er produceret af Jonas Bagger for Zentropa Entertainments med støtte fra New Danish Screen.

 Næste år afholdes Nordisk Panorama i Malmø. Læs mere om Nordisk Panorama.