Antichrist nomineret

Lars von Triers "Antichrist" er nomineret til Nordisk Råds Filmpris 2009, som uddeles den 27. oktober i Stockholm.

"Antichrist", der stadig er på plakaten herhjemme, havde dansk premiere den 20. maj, få dage efter ilddåben i hovedkonkurrencen i Cannes, hvor den delte vandene. Filmen har også vakt debat i Danmark, og trods et begrænset antal kopier har den trukket publikum i biografen hele sommeren og har ind til nu solgt 80.000 billetter.

De fremstår som det ypperste inden for nordisk filmkunst. De fortjener at blive set af et større biografpublikum i de øvrige nordiske lande

Fra hvert nordisk land er nomineret en film. De andre nominerede er Aj Annilas "Sauna" fra Finland, Olaf de Fleur Johannessons "The Amazing Truth about Queen Raquela" fra Island, Rune Denstad Langlos "Nord" fra Norge og Mikael Kristerssons "Ljusår" fra Sverige.

Nordisk Råds Filmpris lyder på 350.000 danske kroner, samme beløb som Nordisk Råds litteratur-, miljø- og musikpriser. Beløbet deles mellem instruktør, manuskriptforfatter og producent. Producer på "Antichrist" er Meta Louise Foldager for Zentropa, og Lars von Trier har selv skrevet manuskript.

Prisen er blevet uddelt årligt siden 2005, hvor den gik til den danske spillefilm "Drabet". I 2006 vandt den svenske "Zozo" prisen, i 2007 var det den danske "Kunsten at græde i kor" og i 2008 den svenske "Du levende".

Bedømmelseskomitéen består af medlemmer fra de fem lande, og det danske medlem er Anne Jerslev fra Københavns Universitet. Filmprisen uddeles sammen med de øvrige priser ved Nordisk Råds efterårssession den 27. oktober i Stockholm, men prisvinderne offentliggøres allerede den 21. oktober. Inden da får biografpublikummet lejlighed til at se alle de nominerede film, når Grand Teatret afholder Nordisk Filmuge fra søndag den 4. oktober til fredag den 9. 

"Flere af de nominerede film er kun blevet vist i deres respektive hjemlande," fortæller Hanne Palmquist, direktør for Nordisk Film & TV Fond, som administrerer prisen for Nordisk Råd. "De fremstår som det ypperste inden for nordisk filmkunst. De fortjener at blive set af et større biografpublikum i de øvrige nordiske lande, og derfor er det en glæde, at filmene igen i år bliver vist i løbet af efteråret i biografer i de nordiske hovedstæder."

Synopser, trailers og billeder:

Antichrist
Sauna
The Amazing Truth about Queen Raquela
Nord
Ljusår

Nordisk Råds Filmpris:
www.nordiskrådsfilmpris.com
www.nordiskfilmogtvfond.com
www.norden.org