Nyt på carlthdreyer.dk

Læs om Dreyers fascination af lidelse og skønhed og se Christina Rosendahls musikvideo baseret på Dreyers kortfilm "De nåede færgen".

Carl Th. Dreyer er blevet kaldt alt fra misforstået geni og reserveret småborgerlig instruktør til "Den tyranniske dansker", som en filmkritiker betegnede ham i en artikel fra 1951.

Var Dreyer sadist? Den amerikanske forsker Amanda Doxtaters artikel "Perilous Performance" om Dreyers metode er nu oversat til dansk: "Med kroppen som indsats: Dreyers fascination af lidelse og skønhed".

Fakta

På Det Danske Filminstituts website www.carlthdreyer.dk kan alle interesserede gå på opdagelse i den berømte danske instruktørs filmiske univers.

Læs også Var Dreyer sadist

I artiklen ser Doxtater nærmere på Dreyers reaktion på beskyldningerne om sadisme med udgangspunkt i en upubliceret artikel, han skrev hen imod slutningen af sin karriere, med titlen "Min artikel om tyrefægtning". Teksten giver et tankevækkende indblik i Dreyers æstetiske forestillinger og ambitioner. Doxtater finder desuden eksempler fra Dreyers produktion, hvor folk faktisk kom til skade.

Dreyer remixet

Nyt på sitet er også musikvideoen til det danske band Phonovectras sang "Too Young To Die". Videoen er instrueret af Christina Rosendahl og opbygget af klip fra Dreyers kortfilm "De nåede færgen" fra 1948.

Christina Rosendahl sagde i forbindelse med produktionen, der er fra 2007:

"Da jeg hørte Phonovectras sang 'Too Young to Die', opstod der billeder i mit hoved, der mindede om Dreyers "De nåede færgen". Både sangen og filmen er en mørk advarsel. Døden ligger på lur – i filmen er det fart og overmod, der dræber, i sangen er det druk, stoffer og stress. Begge fortæller de en moralsk historie med et morbidt glimt i øjet."

Musikvideo fra Phonovectra