Rødhårede Max har spænet, hoppet og tegnet sig til hæder ved adskillige spilfestivaler siden udgivelsen for et par måneder siden. Onsdag aften kunne de danske bagmænd føje endnu en sejr til samlingen, da dommerpanelet ved Nordic Game Conference i Malmö kårede "Max and the Magic Marker" til årets bedste nordiske computerspil for børn.
Nordic Game Conference, som slutter torsdag den 29. maj, arrangeres af Nordisk Råds Computerspilprogram og samler hvert år en betydelig del af den skandinaviske spilbranche. Foruden oplæg og spilpræsentationer uddeles de såkaldte Nordic Game Awards, hvoraf børneprisen gik til "Max and the Magic Marker" og hovedprisen for bedste nordiske computerspil gik til det finske motorcykelstuntspil "Trials HD". Også spilprogrammets støttetildelinger bekendtgøres på konferencen, og her gik tre ud af seks uddelte beløb til danske udviklere.
Max and the Magic Marker er støttet af New Danish Screen - Spilordingen og af EU's MEDIA-program. Spillet er udkommet til Wii via Wiiware og kan købes til PC og MAC via spillets website.