Postbuddet Erics liv er noget rod. Men da han en dag ryger sig en joint i sengen, træder Manchester United-ikonet Eric Cantona lyslevende ud af idolplakaten i hans soveværelse, og de to begynder et aparte parløb med det formål at få postbuddet Eric tilbage på sporet.
Med "Looking for Eric" vil Loach-fans føle sig hjemme, og for de fodboldinteresserede er der glædelige genkig med Cantonas gyldne øjeblikke. Individualisten Cantonas mission som coach er at lære Eric, at sammenhold gør stærk - et velkendt tema fra den engelske socialrealismes nestor.
"Looking for Eric" var nomineret til De Gyldne Palmer i 2009.
Anmeldercitater
- "En både komisk og rørende hyldest til solidarisk kammeratskab, så man forlader biografen ganske opstemt." Berlingske Tidende.
- "Cantona er et ualmindeligt charmerende bekendtskab på lærredet." Ekstra Bladet
Filmen, der kan ses i Grand, Dagmar, Empire, Kinopalæet, Cafe Biografen i Odense, BioCity Aalborg, Øst for Paradis og Metropol i Århus, er importeret af SF Film med importstøtte fra Det Danske Filminstitut.