Prisoverrækkelse live

Prisoverrækkelsen på Odense Internationale Film Festival streames live på nettet fra kl. 18.30 i aften. Vinderfilmene vises på søndag i Cinemateket.

Den 25. Odense Internationale Film Festivals prisuddeling sendes i sin helhed direkte fra Teaterhuset på den odenseanske kulturblog Sommerglæde.dk i dag den 27. august 2010.

Der har været rift om billetterne til filmfestivalens prisuddeling, men nu har alle, der ikke nåede at få en billet, mulighed for at deltage i oplevelsen på live.sommerglaede.dk – eller nederst på denne side.

"Det var en idé, vi har haft længe, men det var faktisk først i mandags, at vi fik en aftale på plads med festivalens leder Birgitte Weinberger," udtaler Søren Sommerglæde, bloggens redaktør. "Det har dog ikke forhindret os i at stable et lille optaktsprogram på benene."

I optakten vil der være besøg af festivalens ledelse og kulturpersoner, krydret med baggrundshistorier om festivalen. Hele udsendelsen vil også være tilgængelig efterfølgende på bloggen.

Alle prisvinderne vises søndag den 29. august i Cinemateket i København.

Live stream

Tags: