IDFA er allerede godt i gang, og dette års udgave har intet mindre end 15 danske film på programmet. Men hvad betyder det for en instruktør at være en del af verdens største festival for dokumentarfilm? Hvad kan man få ud af at deltage?
For at finde ud af det har FILMupdate talt med tre danske instruktører, der deltager på IDFA i år. Andreas Koefoed, Phie Ambo og Elvira Lind.
Andreas Koefoed
Koefoed er aktuel med "Våbensmuglingen", der deltager i Masters-programmet. Det er hans syvende film på syv år, der deltager på festivalen.
Hvad får man ud af at være på IDFA?
"Man møder folk fra hele verden, instruktører, producerer, festivalsprogrammere etc. Det er et rigtig godt afsæt for at få sin film videre ud i verden. Og så er der generelt en rigtig fin stemning og et meget engageret publikum."
Har du et særligt betydningsfuldt minde fra IDFA?
"Jeg tror, min fedeste oplevelse var at være her første gang med '12 Toner Ned' tilbage i 2008. Jeg havde to af mine bedste venner med, som jeg havde lavet filmen sammen med, og vi havde det super fedt og var lige ved at vinde en pris, men så kom der en mexicansk pige og snuppede den... (Yulene Olaizola med filmen 'Shakespeare and Victor Hugo's Intimacies', red.)"
Hvad forventer du dig af IDFA 2014?
"Peter Bleach, som er én af hovedpersonerne i 'Våbensmuglingen', er med, og jeg glæder mig til, at han møder publikum og kan fortælle sin historie."
Phie Ambo
Aktuel med "Så meget godt i vente", der deltager i The Female Gaze-programmet. Phie Ambo debuterede på IDFA i 2001, da hun vandt Joris Ivens-prisen med "Family".
Hvad giver det dig at deltage på IDFA?
"Det primære, jeg får ud af at være på IDFA, er at blive bekræftet i, at der er publikum til den type film, som jeg laver."
Hvordan husker du dit første år på IDFA?
"Jeg var her første gang i 2001 med 'Family', og på det tidspunkt var der ikke nogen i Danmark, der gad se dokumentarfilm i biffen. Det var ret vildt at komme til IDFA, hvor der var udsolgte sale til næsten alle film, og publikum var dedikerede og top engagerede. I år er jeg her med 'Så meget godt i vente', og den er også udsolgt til alle screeninger. Det er meget opløftende!"
Hvad betyder det at deltage i et konkurrenceprogram?
"I filmbranchen er der meget snak om, hvor vigtigt det er at være med i konkurrenceprogrammerne, men dét, som jeg har oplevet på IDFA, er, at den del slet ikke betyder så meget for publikum som for filmskaberne og producerne! De kommer ind i hobetal til film, der ligger i sideprogrammerne, og personligt har jeg aldrig fået så meget opmærksomhed fra pressen som i år, hvor jeg ligger og roder i et program, der hedder 'The Female Gaze' – langt væk fra hovedkonkurrencen.
Er det noget, man kan ændre?
"Det får mig til at tænke på, hvorfor det egentlig er så vigtigt at strukturere filmfestivaler efter konkurrencer? Det virker på mig som et ret overfladisk parameter at måle en dokumentarfilms kvalitet ud fra. Det ville være forfriskende, hvis der var én af de store festivaler, der turde skippe elementet af konkurrence og f.eks. kun arbejde i temaer."
Elvira Lind
Aktuel med "Songs for Alexis", der deltager i DOC U-konkurrencen og Panorama-programmet. Det er første gang, hun er på IDFA med en dokumentarfilm, hun selv har instrueret.
Hvad kan du få ud af at deltage på IDFA?
"IDFA er jo sådan lidt et drømmescenarie, hvor man vandrer rundt i én af verdens smukkeste byer fra den ene fantastiske dokumentarfilm til den anden. Det største problem er at ville være flere steder på én gang hele tiden. Det er et fantastisk sted at møde alle sine helte inden for dokumentarfilm. Jeg synes virkelig, IDFA formår at fokusere og fejre både de helt nye, grønne instruktører og the grand masters of the field. Jeg er overvældet, ekstremt filmstimuleret og lidt starstruck hele tiden."
Hvad glæder du dig særligt til?
"Det her er min første IDFA med min første feature length-dokumentar. Jeg er så heldig at være i Panorama-programmet og i DOC U-konkurrencen, så det er virkelig en stor oplevelse alt sammen lige nu. Jeg er midt i at lave alle de minder, der skal holde mig varm resten af vinteren. Min danske premiere på CPH:DOX og nu IDFA er nok lige så fedt som juleaften, da man var 5 år gammel."
Hvad forventer du af IDFA 2014?
"Jeg forventer at se en masse gode film og snakke med en masse spændende mennesker. Jeg glæder mig til at vise min film her og lave Q&A med min ven og kollega Twiz Rimer, der er fløjet ind fra New York og har hjulpet mig med at finde mine medvirkende. Han har Tourettes syndrom og twitcher derudaf, og jeg har sceneskræk, så det skal nok blive en festlig omgang!"