"Kærlighedens Krigere" er en moderne udgave af Romeo og Julies tragiske drama om kærlighed og hævn. Filmen handler om to unge lesbiske kvinder, der tvinges til at begå et mord for at redde deres kærlighed
"Filmen er mit angreb på kærlighedens fornægtere og benægtere! På kærlighedens kujoner og skeptikere! På hjertets pacifister og romantikkens tørvetrillere!" siger Simon Staho og fortsætter: "Filmen er en hyldest til den altopslugende, besættende kærlighed. Til kærligheden der kræver ofre, ar og skudsår. Til kærligheden der er skyld i mirakler og tragedier!"
Locarno International Film Festival klassificeres af FIAPF (International Federation of Film Producers Associations) som én af de tolv såkaldte A-festivaler, hvilket placerer den i samme liga som Cannes, Berlin og Venedig festivalerne.
Festivalen har tidligere vist film af de største europæiske og amerikanske instruktører som Stanley Kubrick, Mike Leigh, Milos Forman, Spike Lee, Claude Chabrol, Atom Egoyan og Michelangelo Antonioni. Film, der konkurrerer i Locarno, opnår ofte en bredere europæisk artcinema-distribution.
Staho er allerede kendt på festivaler overalt i verden, bl.a. i Berlin og San Sebastian, for sit mod og sine tankevækkende fortællinger. Stahos seneste film "Himlens Hjerte" var bl.a. udtaget ved sidste års Berlinale.
De to hovedroller i "Kærlighedens Krigere" spilles af Josefin Ljungman og Shima Niavarani. Filmen er produceret af Jonas Frederiksen og Anne Katrine Andersen for Zentropa og XX Film i co-produktion med Film i Väst, i samarbejde med SVT og med støtte fra Det Danske Filminstitut.
Dansk biografpremiere forventes i slutningen af 2009.