Jens Jørn Spottag i Grasten-film

Skuespillerholdet er nu sat til Regner Grastens storfilm om Hvidstengruppen, som går i optagelse om to uger.

Når Anne Grethe Bjarup Riis den 22. august stiller sig bag kameraet som instruktør af Regner Grastens storfilm om Hvidstengruppen, spiller Jens Jørn Spottag kromanden fra Hvidsten Kro, Marius Fiil der ledede Hvidstengruppen, og Bodil Jørgensen spiller hans kone Gudrun Fiil.

Marius Fiil levede med sin store familie i Hvidsten lidt nord for Randers. Tyskernes fremmarch under besættelsen lagde spiren til modstand i Marius, og da han fik mulighed for at gøre en forskel, sprang han til, og blev leder af en besættelsens mest berømmede modstandsgrupper. Familien blev central i et omfattende og effektivt arbejde med modtagelse af faldskærmsfolk, våben og sabotagemateriel, og adskillige af egnens folk deltog.

Sønnen Niels Fiil spilles af Thomas Ernst, datteren Tulle Fiil af Marie Bach Hansen, og hendes mand Peder af Jesper Rienfen Stahl. Laura Winther Møller på 15 år og Mia Ejlerskov på14 år debuterer som Gerda Fiil og Bitten Fiil, familiens yngre generation.

I andre store roller ses Bjarne Henriksen som den lokale dyrlæge Albert Iversen, Anne Louise Hassing som dyrlægens kone, Jesper Asholdt som en læge fra Randers, der var med til at få Marius Fiil til at danne gruppen, og Mads Wille som agent i den britiske støtteenhed, der ledede nedkastningerne i Jylland.

Anne Grethe Bjarup Riis er instruktør og Anders Refn er teknisk instruktør og klipper på filmen, der produceres af Regner Grasten med støtte fra Det Danske Filminstitut. Der er premiere over hele landet den 1. marts 2012.