Ny redaktion på Spilordningen

Spilordningen har fået to nye redaktionsmedlemmer. Fremover vil det være Jesper Krogh Kristiansen og Mads Wibroe, der sammen med redaktør Simon Løvind vurderer støtteansøgninger til nye spil. 

Det Danske Filminstitut har udpeget Jesper Krogh Kristiansen og Mads Wibroe til Spilordningens redaktion. Dermed siger redaktionen farvel til Chris Mottes og Thomas Vigild, som har bidraget med viden og kompetencer, siden Spilordningen blev etableret i 2011. Den nye redaktionssammensætning gælder allerede fra ansøgningsrunden, der havde frist i sidste uge.

De to nye redaktionsmedlemmer har begge tæt tilknytning til den danske spilbranche. Jesper Krogh Kristiansen har både arbejdet som spil- og lyddesigner. Derudover har han gennem en årrække som journalist skrevet om danske spil og den danske spilbranche – ikke mindst i bogen "Store drømme, små mirakler". Mads Wibroe er en erfaren producer, som til daglig arbejder med spiludvikling og udgivelse hos Playdead. Han har desuden erfaring som producer og forretningsudvikler fra Hapti.co og NDS.

Spilordningens redaktør, Simon Løvind, glæder sig over, at det igen er lykkedes at etablere en kompetent redaktion med detaljeret viden om både den danske branche og om spil generelt. "Sammen med ansættelsen af en fast producer på Spilordningen er vi godt rustet til de udvidelser af støttesystemet, som vi står over for. Dermed kan vi også bedre bidrage til udviklingen af danske spil med en stærk kulturel profil".