Portræt af et klassesamfund

"De unge vælter sig i luksus", lyder den typiske parole på formiddagsavisernes spisesedler, når talen falder på tidens teenagere. De unge kræver mærkevarer og mobiltelefoner og kender ikke til verdens alvor. Men sådan er virkeligheden langt fra for 14-årige Xenia, der bor i Ishøj med sin mor og sine tre små søskende.

Xenia har nærmest påtaget sig rollen som familiens far (den egentlige far er for længst forsvundet), og hun er så knyttet til sine søskende, at det går ud over både hendes skolegang og hendes sociale liv. Xenia er filmens hovedperson og ukronede heltinde: Åben, ærlig, morsom og meget langt fra det billede, medierne tegner af den forkælede ungdom, der har fået alt foræret. Tværtimod er Xenia en stærk og sej pige, der tager et ansvar og har meget at kæmpe med.

"Amandas 2 verdner" foto: Anders Gustafsson

Et andet sted i Danmark, nærmere bestemt i Fredensborg, nord for København, bor en pige, der også har sit at kæmpe med. 11-årige Amanda er skilsmissebarn og bor skiftevis hos sin mor og sin far, der begge har stiftet nye familier. "Jeg bekymrer mig alt for meget om alt muligt, jeg ikke skal bekymre mig om.

Det er mærkeligt," siger hun, men egentlig er det slet ikke så mærkeligt. For som filmen "Amandas 2 verdener" skildrer - og som alle skilsmissebørn ved - er det ikke let at være udspændt mellem to hjem, to familier og to voksne viljer. Amanda er i klemme, og hun synes, det er irriterende at være delebarn. Hun kan ikke sove om natten og har med egne ord udviklet "to sider - en hos mor, en hos far". Hvordan gør man både mor og far glade? Og endnu sværere: Hvordan bliver man selv glad?

Bag de to ungdomsportrætter står den danskuddannede, svenske filminstruktør Anders Gustafsson, der lige siden sin afgang fra Den Danske Filmskole i 1997 har kredset om den danske ungdom - både i sine dokumentarfilm og i den meget roste spillefilm "Bagland" (2003), der sammen med film som "2 ryk og 1 aflevering", "Regel nr. 1" og "Råzone" har pustet nyt liv i den danske ungdomsfilm. "Ungdomsfilmen havde været en udskældt genre i mange år," fortæller Anders Gustafsson, "men så kom der en række gode film, og så fik producenterne øjnene op for, at man godt kunne lave ungdomsfilm, der sælger billetter."