At turde være ung og anderledes

TV-PREMIERE. "Outsider" er titlen på en miniserie af instruktør Charlotte Sachs Bostrup om en flok teenagere, der forsøger at finde sig selv – og hinanden.

Sebastian er den populære dreng i klassen, og sammen med vennerne Viktor og Tobias mobber han tit klassens tykke pige, Maria. En aften drikker Sebastian og hans venner sig fulde og udfordrer hinanden i forskellige farlige spring. Sebastian kommer alvorligt til skade og må indstille sig på et helt nyt liv. Det skal alle andre omkring Sebastian også.

Miniserien "Outsider" er ifølge instruktøren en historie om at være ung og anderledes, om at finde modet til at definere sig selv og turde række ud efter de muligheder og venskaber, der møder en.

Charlotte Sachs Bostrup, der tidligere blandt andet har instrueret filmene om Karla, baseret på Rene Toft Simonsens børnebøger, mener, at der bliver lavet for få filmiske fortællinger til unge, hvor de kan genkende sig selv - fortællinger, som taler til dem i øjenhøjde og afspejler deres egen tid og kultur:

"I 'Outsider' fortæller vi en historie om et af de eksistentielle spørgsmål, de fleste unge før eller siden må forholde sig til: Hvem er jeg i andres øjne, og hvordan får jeg mod til at være mig selv på trods af, hvad andre mener? Det handler om identitet. Men det handler også om kærlighed, svigt, venskab og forældre, der prøver at forstå, men måske ikke lykkes helt så godt med det. Emner, som de fleste unge har helt inde på livet, og som vi også som voksne kan genkende og forholde os til."

outsider3

"Outsider" er produceret af R – Film ApS med støtte fra Det Danske Filminstitut i samarbejde med TV 2.

"Outsider" vises på TV 2 i påsken i 3 dele:

1. 5. april, kl. 13:55

2. 6. april, kl. 13:50

3. 7. april, kl. 14:15