Larsen og Gunnarsson vinder i Malmö

Weekendens uddeling af priser på BUFF i Malmö betød priser til de danske instruktører Pil Maria Gunnarsson og Birger Larsen.

På Malmös filmfestival for børn og unge, BUFF, blev to danske instruktører præmieret.

”¦ om danskeren Birger Larsen lader isbjørnene danse eller sætter gang i atomerne i vores nære kernefamilie, forener han det, der som regel kendetegner gode Nordiske børnefilm; humor med menneskelig varme. - Juryen

Birger Larsen, hvis film "Superbror" blev vist i konkurrenceprogrammet med børnefilm, modtog Sydsvenskans og BUFFs pris, som tildeles "en person, der har gjort en særlig indsats for børne- og ungdomsfilmens rolle."

Fakta

BUFF blev i 1996 udnævnt til at være Sveriges officielle svenske filmfestival for børn og unge i samarbejde med Det Svenske Filminstitut. Filmfestivalen finder sted i midten af marts i Malmö.

I motivationen for tildelingen af prisen lød det blandt andet: "”¦ om danskeren Birger Larsen lader isbjørnene danse eller sætter gang i atomerne i vores nære kernefamilie, forener han det, der som regel kendetegner gode nordiske børnefilm: humor med menneskelig varme. I sin nye film "Superbror" med manuskript af Åke Sandgren bygger han en både spændende og anderledes historie  af puslespilsbrikkerne ansvar, skole, familie og handikap."

Pil Maria Gunnarsson kunne hjembringe Region Skånes Kortfilmpris for sin instruktion af kortfilmen "Musen".

Juryens begrundelse var, at filmen er "Et stille drama om den korte afstand mellem forelskelse og jalousi. Instruktøren formår sammen med de unge skuespillere at fremvise kompleksiteten i et ungt og skrøbeligt hjerte."