CPH:DOX-programmet 2018

FESTIVAL. Den danske dokumentarfilmfestival CPH:DOX løber i år fra den 15.-25. marts, hvor gæster på festivalen kan fange over 200 nye film, fem konkurrenceprogrammer og arrangementer over hele landet.

Den 15. marts skydes dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX i gang for 15. gang, hvor man over 11 dage kan opleve mere end 200 nye film, hvoraf over 100 er premierer med instruktørbesøg.

Det imponerende program indeholder også besøg fra det engelske band The xx, gratis film for børn, fokus på jura, videnskab og FN's verdensmål frem mod 2030, samt et stort tema om sociale eksperimenter på tværs af hele festivalen. Fra Kunsthal Charlottenborg som festivalcentrum breder CPH:DOX sig ikke blot ud i hele byen, men også ud i hele landet med landsdækkende visninger og debat.

Fakta

Det Danske Filminstitut støtter fonden De Københavnske Filmfestivaler, der afvikler festivalerne CPH:DOX og CPH PIX/BUSTER.

De Københavnske Filmfestivaler omfatter også DOXBIO, der viser dokumentarfilm året rundt i hele landet.

I årets konkurrenceprogrammer konkurrerer 66 af de bedste dokumentarfilm i verden lige nu, og heraf er ni af dem danske bidrag.

12 film er nomineret til hovedprisen DOX:AWARD, der udgør festivalens bud på årets bedste internationale dokumentarfilm. Heriblandt finder man Nasib Farah & Søren Steen Jespersens 'Lost Warrior' og Andreas Dalsgaards 'The Great Game'.

I konkurrencen for film med journalistisk tilgang, er ti film nomineret til årets FACT:AWARD, blandt andet Katrine Philips 'False Confessions'.


'Slow Graffiti', der deltager i NEW:VISION AWARD, er et remake af Jørgen Leths klassiske kortfilm 'Det perfekte menneske', som er instrueret af Alex Da Corte.

Ti nordiske bidrag er nomineret til årets NORDIC:DOX, og her kan man glæde sig til Lasse Laus 'Lykkelænder', Max Kestners 'Slette omstændigheder' og Cille Hannibals 'Den nat vi faldt'.

I konkurrencen NEW:VISION AWARD, der byder på grænsesøgende eksperimenter mellem dokumentarisme og kunstnerisk refleksion, er 12 film nomineret, heriblandt Pia Rönickes 'Word for Forest'.

Der er fokus på fremtidens talenter i konkurrencen NEXT:WAVE AWARD, hvor 12 film er nomineret, og blandt dem kan man finde Frederik Sølbergs 'DOEL' og Maria von Hausswolff & Anne Gry Friis Kristensens 'Entrance to the End'

Læs om de enkelte film i konkurrenceprogrammet her.

Derudover vender CPH:MEETINGS tilbage som en serie på seks filmvisninger med efterfølgende talks og debat mellem eliten af danske og internationale debattører, eksperter og fagfolk. Her vil der blandt andet blive diskuteret fake news, kønsroller, radikalisering og digital identitet, men også publikum vil have mulighed for at give deres besyv med takket være årets nye interaktive format.

Tags: