Ny indsats mod ulovlig streaming

PIRATERI. Kulturministeriet, RettighedsAlliancen, Teleindustrien og Dansk Industri lancerer kampagnen 'Share With Care'. Formålet er at dæmme op for ulovligt forbrug af blandt andet film, serier og musik online.

Danskernes besøg på ulovlige hjemmesider er steget markant. På bare ét år er antallet af besøg steget med 67 % - fra 356 millioner besøg i 2016 til 596 millioner besøg i 2017, viser tal fra RettighedsAlliancen.

Danskeres besøg på ulovlige hjemmesider er steget fra 356 millioner besøg i 2016 til 596 millioner besøg i 2017 .

Blokeringsskilte er et af de mest effektive redskaber til at nedbringe antallet af besøg på de ulovlige hjemmesider. I gennemsnit giver en blokering et fald på 75 procent i antallet af besøgende fra danske IP-adresser 

Hver tredje ulovlige hjemmeside har indlejret malware, som kan blive aktiveret, blot man går ind på siden. De kriminelle bagmænd bruger disse sider til eksempelvis at stjæle kortoplysninger, lave afpresning via ransomware, spamme, udføre bot-net-angreb på hjemmesider mv.

Kilde: RettighedsAlliancen.
 

Udviklingen har fået Kulturministeriet, RettighedsAlliancen, Teleindustrien og Dansk Industri til at gå sammen om en ny kampagneindsats, der skal flytte brugere fra ulovlige hjemmesider til lovlige. Ikke kun for kunstnernes skyld, men også for brugernes skyld. Kriminelle anvender nemlig i stigende omfang film og serier som lokkemad for at trække trafik til deres hjemmesider, og dermed er det også blevet mere risikofyldt for brugerne at færdes på ulovlige sider. Man kan finde film lovligt ved at søge på www.filmfinder.dk

Kampagnen Share With Care gør det nemmere for brugerne at finde film, serier, musik, litteratur og møbler lovligt på nettet. Det skal få flere til at vælge det lovlige indhold frem for det ulovlige. Som en del af den nye kampagne vil besøgende på ulovlige hjemmesider blive mødt af et skilt, der guider dem hen til en lovlig udgave af det indhold, de leder efter. 

”Problemet med download og streaming af ulovligt indhold er ikke et, vi kan løse hver for sig. Der er behov for en samlet indsats på tværs af brancher. Derfor er jeg rigtig glad for, at Kulturministeriet, RettighedsAlliancen, Teleindustrien og Dansk Industri står skulder ved skulder med den fælles kampagne 'Share With Care'."

- Kulturminister Mette Bock

Lanceringen af kampagnen markeres den 9. oktober 2018 med en konference i Dansk Industri, som gør status over omfanget af piratkopiering og en række danske og europæiske tiltag for at fremme et lovligt internet.

'Share With Care' blev lanceret første gang i 2012, og den nye kampagne bygger videre på erfaringerne fra de tidligere indsatser. Den nye kampagne består blandt andet af en ny søgemaskine, hvor man kan søge indhold på tværs af tjenester, samt en digital indsats med blandt andet nyt indhold til hjemmesiden www.sharewithcare.dk