Anden Verdenskrig har altid været et varmt emne i dansk film, men man skal helt tilbage til stumfilmperioden for overhovedet at se Første Verdenskrig skildret fra dansk synsvinkel. Det ville instruktør Kasper Torsting og producer Ronnie Fridthjof lave om på med ’I krig & kærlighed’, som de har skrevet i fællesskab.
Det stort anlagte periodedrama, der havde verdenspremiere på filmfestivalen i Hamborg i starten af oktober, fortæller historien om de op mod 30.000 dansksindede, der blev tvunget til at kæmpe på tysk side under krigen, fordi Sønderjylland var blevet en del af Tyskland år forinden i 1864.
Filmen følger sønderjyden Esben, der vender hjem til sin kone Kirstine og sin søn Karl efter tre år ved fronten. Her finder han hurtigt ud af, at alting har ændret sig i hans fravær: Den tyske officer Gerhard har udviklet et tæt forhold til hans hustru, og hans egen søn kan ikke genkende ham.
Faktisk havde Fridthjof oprindeligt planer om at lave en film om Anden Verdenskrig, men da han blev præsenteret for Karsten Skovs roman ’Knacker’ fra 2013 om en sønderjysk soldat under Første Verdenskrig, så han potentialet i den vigtige men oversete del af nationalhistorien.
”Det er en ret stor del af Danmarkshistorien, som i mange år har ligget gemt, fordi vores opfattelse i resten af Danmark er, at vi var neutrale under krigen. Men vi glemmer bare, at en stor del af det, vi kalder Danmark i dag, lå i den region. Der døde flere danskere under Første Verdenskrig, end der er døde i alle de efterfølgende krige, som Danmark har været involveret i,” fortæller Fridthjof, der senere fik sin samarbejdspartner Kasper Torsting ombord som instruktør.
Alle fra området har en historie
Allerede under filmens udviklingsfase mærkede makkerparret bred national og international opbakning til endelig at fortælle historien om Danmarks rolle under krigen fra 1914-18.
’I krig & kærlighed’ var den første film til at modtage støtte fra den dansk-tyske samarbejdsaftale mellem Det Danske Filminstitut og den nordtyske filmfond for Hamborg og Slesvig-Holsten. Desuden har en lang række kommuner og regionale puljer, blandt andet FilmFyn, været med til at finansiere filmen sammen med store private aktører som Danfoss. Alle så de et stort potentiale i det underfortalte kapitel i historien.
”Der var en entusiasme omkring, at der endelig var nogen, som tog fat om emnet. Alle, vi har snakket med fra området, har en historie, der har formet deres familie på en eller anden måde. Samtidig fortalte flere eksperter os, at de mener, Første Verdenskrig har haft større indflydelse på dagens Danmark end Anden Verdenskrig,” siger Fridthjof.
Sammen besluttede Fridthjof og Torsting at lægge så mange af optagedagene som muligt i Sønderjylland. Størstedelen af filmen er optaget på Als og i Tønder. Gallapremieren afholdes i naturlig forlængelse i Sønderborg på 100-årsdagen for Første Verdenskrigs afslutning.
”Vi ville hellere lave filmen, der hvor historien reelt udspillede sig, selvom det havde været langt billigere, hvis vi optog filmen i hovedstaden. Dels i respekt for de utallige sønderjyske familier med personlige bånd til historien, dels med ønsket om at besjæle vores film med de lokale omgivelser og brugen af lokale statister,” fortæller Torsting, der debuterer som spillefilminstruktør efter mange år som dokumentarist.
Episk realisme
Men selvom filmen er en meget specifik fortælling om en landsdel på et særligt tidspunkt i Danmarkshistorien, har den også klare tråde til i dag. For i sin grundessens er ’I krig & kærlighed’ et universelt kærlighedsdrama, der undersøger, hvor langt man som menneske er villig til at gå i krig og kærlighed.
”Jeg ser filmen som en moderne fortælling. Grundlæggende tror jeg ikke, at mennesket i dag er så forskelligt fra for 100 år siden. Ægteskab, kærlighed, jalousi, ønsket om at være sammen med dem, man elsker, og afsavnet, når man ikke er, er stadig det samme,” siger Torsting.
Meget tidligt i processen lavede Torsting og Fridthjof en aftale med hinanden: Kompromiset måtte aldrig inviteres inden for døren. For ambitionen med ’I krig & kærlighed’ er at vise en storslået skildring af tiden omkring Første Verdenskrig med de mange teknologiske landvindinger, der så dagens lys under krigen, som bagtæppe – uden at det sker på bekostning af realismen og det fortættede trekantsdrama mellem Esben, Kirstine og Gerhard, som er fortællingens grundsten. Visionen beskriver de med ordene ”episk realisme”.
”I virkeligheden kunne man have lavet hovedhistorien om en mand i skjul på sit eget loft, hvor alt blev fortalt inde i familiens hus. Men vi ville gøre det mere episk – dog hele tiden inspireret af virkeligheden. Og virkeligheden fortæller, at mange ting var meget større dengang,” siger Fridthjof, og nævner, at nogle af Danmarks største bygninger er fra den tid. En af verdens største zeppelinhangarer, som lå i Tønder, er blandt andet nøje genskabt i filmen.
Samtidig var det vigtigt for makkerparret at undgå stereotyper. For i virkeligheden er Gerhard ikke meget anderledes fra Esben. De har begge ofret dele af sig selv for deres fædreland, og så elsker de den samme kvinde. Den humane personskildring var blandt andet et modsvar til nutidens medier, som er travlt beskæftiget med at optegne fjendebilleder.
”Jeg synes, det er et problem, at alting er meget sort-hvidt og er med til at forstærke en følelse af ’dem’ og ’os’. Det gør, at det bliver enormt svært at forholde os til hinanden som mennesker. Ambitionen med den her historie var at prøve at fortælle noget, som viser nuancerne,” fortæller Fridthjof.
Vigtigt med både små og store film
Lige siden sin tid som dokumentarist har Kasper Torsting været optaget af at gøre op med fjendebilleder. Det var en af drivkræfterne bag serien ’Vores krig’, som Torsting var initiativtager og redaktør på. Serien, hvorfra blandt andet Janus Metz’ prisvidende dokumentar ’Armadillo’ udsprang, havde netop til formål at kaste et nyt lys på Danmarks involvering i Afghanistan.
Drømmen har dog altid været at lave spillefilm, og Torsting kalder det et stort privilegium, at han fik muligheden for at debutere med et kæmpemæssigt maskineri i ryggen. Men på trods af produktionens høje ambitioner og omfattende budget, bestræbte instruktøren sig hele tiden på at holde fødderne solidt plantet i jorden.
”Ret tidligt i processen tog jeg den beslutning, at jeg ikke ville gribe det anderledes an, end hvis det var en lowbudget-film. For i princippet er det det samme. Jeg har min mavefornemmelse, og hvis den fortæller mig, at jeg virkelig kunne mærke scenen, så er det sådan, det er, uanset filmens budget.”
”Nu blæser vindene i retning af, at man skal lave flere film på store budgetter, og det synes jeg sådan set er interessant nok. Jeg kan godt forstå argumenterne. Men jeg synes også, det er helt utroligt vigtigt ikke at glemme de mindre budgetter. For de inviterer til en større grad af innovation og kreativitet. Og det er vigtigt for at bevare en nysgerrighed, for at bevare udviklingen af en talentmasse og for at bevare ikke bare evnen, men måske vigtigst af alt, lysten til at bryde grænser og dermed forny det danske filmsprog.”
’I krig & kærlighed’ har gallapremiere i Sønderborg på 100-årsdagen for Første Verdenskrigs afslutning den 11. november. Filmen får biografpremiere over hele landet den 15. november. Filmen er instrueret af Kasper Torsting. Han har skrevet manuskript sammen med Ronnie Fridthjof, der også har produceret for Fridthjof Film. ’I Krig & Kærlighed’ er støttet via Det Danske Filminstituts markedsordning og har desuden modtaget støtte fra FilmFyn.