Den 26. oktober er det 33. gang MIX Copenhagen afholdes i København. Det gør MIX Copenhagen til en af verdens ældste LGBTQ+-filmfestivaler. Under festivaldagene vises film, der udforsker køn og seksuel mangfoldighed. Camilla Markvardsen er festivalchef og har været med til at udvælge årets film.
Det bliver mere og mere almindeligt at LGBTQ+-film vises på filmfestivaler. Hvorfor er det stadig vigtigt med en LGBTQ+-festival?
Selvom andre filmfestivaler som for eksempel CPH PIX og CPH:DOX også viser LGBTQ+-film, så kan vi som LGBTQ+-festival, fokusere ethundrede procent på emnet. Der er stadig mange historier, der ikke bliver fortalt. Der er for eksempel få film, der har non-binær kønsrepræsentation, eller handler om interkønnede personer eller aseksualitet. De film og fortællinger kan vi aktivt gå ud og lede efter.
I udvælgelsesprocessen dykker vi ned i hver enkelt film og ser på den repræsentation, der er til stede. Det betyder, at vi kan gøre udvalget bredere og vise et mere nuanceret billedet af LGBTQ+-personer og deres liv. Samtidigt kan vi gå ind og stille større krav til de film, vi viser. I år har vi for eksempel valgt at boykotte film, hvor cispersoner (personer der identificerer sig med deres biologiske køn, red.) spiller transpersoner.
Vil du uddybe det valg? Det har jo betydet, at der er færre spillefilm om transpersoner.
Vi mener, at det er vigtigt at de personer, hvis historie vi giver plads til, også er med til at fortælle den. I stedet for at det er folk uden for miljøet, der fortæller om transproblematikker, vil vi gerne have, at det er stemmer inde fra miljøet, der har ordet. Det kvalificerer indholdet, og vi kommer ud af gamle stereotyper og fortæller noget nyt.
Men ja, desværre har boykottet gjort, at vi i år har færre film om transpersoner. Men det er et valg, vi til dels har truffet, fordi vi har hørt fra vores publikum, at de hellere vil have ingen repræsentation end dårlig repræsentation. Forhåbentlig kan den slags beslutninger også være med til at skabe forandringer i filmbranchen. Vi har jo en magt i forhold til, hvilke film vi udvælger, så når vi oplever at fortællingen om transpersoner bliver fremstillet problematisk, så har vi et ansvar som LGBTQ+-filmfestival og bliver derved nødt til at stille krav til de film, vi viser.
På MIX-festivalen kan publikum opleve den kenyanske kærlighedsfilm 'Rafiki', der blev banlyst i sit hjemland for at vise et romantisk forhold mellem to kvinder. Forbuddet blev senere midlertidigt ophævet i syv dage, sådan at filmen kunne deltage i dette års Oscarnomineringer. Foto: Big World Cinema
Der er meget få danske film på programmet. Hvordan kan det være?
Vi har fire danske kortfilm i vores Nordic Lights-program. Men det er rigtigt, at der ikke er nogle danske film i spillefilmslængde i år. Grunden er enten, at dansk produceret LGBTQ+-indhold bliver vist gennem andre kanaler fx tv, eller også er det fordi, indholdet slet ikke bliver lavet. I filmbranchen taler man meget om mangfoldighed, men det måles tit på andre parametre end seksualitet.
Hvem er målgruppen for festivalen?
Vores primære målgruppe er de personer, der savner repræsentation og gerne vil se sig selv på lærredet, så de føler sig set og hørt. Dermed er vi jo mest for LGBTQ+-miljøet. Det er også deres meninger og ønsker, der betyder noget for os, og som vi tænker med hele vejen i vores udvælgelse af film. Men selvfølgelig bliver vi glade for alle, der kommer ind og ser vores film. Vi mener, at man også på tværs af seksualitet kan blive klogere på sig selv og hinanden.
Hvilke film kan du anbefale på festivalen?
Jeg vil anbefale vores latinamerikanske film. Der sker virkelig noget spændende i deres filmmiljø og de producerer mange fantastiske LGBTQ+-film. Det er særligt vigtigt at se de film pga. den aktuelle politiske situation. I Brasilien er der i disse dage valg, og den førende præsidentkandidat er Jair Bolsonaro fra den yderste højrefløj. Han mener ikke, at LGBTQ+ har nogen plads i verden, og har blandt andet forsvaret tæsk af homoseksuelle børn. Så jeg kan kun opfordre til, at man skal gå ind og støtte op om LGBTQ+-personer fra det område ved at se de film, de laver. Særligt ’Tranny Fag’ fra Brasilien er en stærk film, og kortfilmen ’Latifúndio’ fra vores pornoprogram er også meget politisk. Dem skal man helt sikkert se.