Danske børnefilm skal konkurrere på IDFA

IDFA 2018. Cathrine Marchen Asmussen ser på børn og deres tro i 'En verden uden ondt' om Natalie fra Jehovas Vidner, mens Kaspar Astrup Schröder skildrer hverdagen for to tvillingepiger med autisme i 'Fantasi fantasi'. De to børnekortfilm er udtaget til konkurrence på årets IDFA Filmfestival i Amsterdam i november.

Når årets IDFA Filmfestival åbner dørene den 14. november, står to danske kortfilm klar til at indtage scenen i Amsterdam med nære skildringer af børneliv.

Cathrine Marchen Asmussens 'En verden uden ondt' og Kaspar Astrup Schröders 'Fantasi fantasi' er udvalgt til IDFAs børnefilmkonkurrence og skal dyste blandt i alt tolv film om titlen som årets bedste dokumentar for de yngste.

IDFA, der er en af festivalsværvægterne inden for dokumentarfilm, vil med sit fokus på film for det unge publikum "stimulere international dialog om formen, indholdet og fremtiden for børne- og ungdomsdokumentarfilm", lyder det fra festivalen.

Allerede udmeldt til IDFA er Janus Metz og Sine Plambechs 'Hjertelandet'. Festivalen annoncerer fortsat film i programmet over de kommende uger.

Hvad betyder tro for børn?

'En verden uden ondt' er del af en serie på tolv film med titlen 'Min tro' af Cathrine Marchen Asmussen. Hver film skildrer et barn og dets særlige trosretning. 

I filmen følger vi Natalie på 12, der er et af Jehovas Vidner. Hendes onkel er død, og hun savner ham meget. Hun tror på Paradisets komme – en ny verden, hvor de døde kommer til live igen. I den verden kan man ikke dø, men lever evigt. Alle, der tror på Jehova, kommer med i den nye verden, og derfor går Natalie fra dør til dør for at få så mange som muligt med. Når alle har fået chancen for at tro på Jehova, vil den nye verden komme, og hendes elskede onkel vil stå op af graven. Det er en trøst at vide, at hun skal se ham igen.

De tolv film i serien skal være med til at nedbryde nogle af de fordomme, som troende børn møder fra deres omgivelser, og ikke mindst gøre børn nysgerrige på, hvad det med tro betyder for børnene, lyder det fra den selvlærte instruktør, der læser teologi på Københavns Universitet ved siden af sin filmproduktion.

'En verden uden ondt' vises herhjemme som en af de fire første film i serien henholdsvis den 22., 23., 24. og 25. oktober på DRUltra og via streamning på dr.dk. De fire film har, ud over altså Jehovas Vidner, fokus på Wiccatro (heksetro), Pinsebevægelsen og Islam.

Serien er produceret af Lise Saxtrup for Klassefilm.

Ud af tryghedens boble

Kaspar Astrup Schröders 'Fantasi fantasi' sætter fokus på den eksklusion, som børn med autisme kan opleve.

Dokumentaren er filmet over tre år og følger de to tvillingepiger Molly og Smilla fra de er 11, til de er 15 år. Pigerne har autisme og er ikke som andre børn. De skal lære at leve med bevidstheden om, at de er anderledes. Filmen følger dem i nogle afgørende år, hvor de udvikler sig fra at tilhøre den samme trygge boble, til de træder ud i verden som to selvstændige, stærke piger. Filmen slutter, da Molly tager det store spring og starter på efterskole.  

Flere af Astrup Schröders film har været vist på IDFA, nemlig 'Opfindelsen af Dr. Nakamats' (2009), 'Min legeplads' (2010) og 'Big Time' (2017). Instruktøren har lavet en del film og serier med fokus på børn, blandt andet den lange dokumentar 'De dømtes børn' (2017).

'Fantasi fantasi' havde premiere på CPH:DOX i marts og DR-premiere i april. Filmen er produceret af Sara Stockmann for Sonntag Pictures.

Både 'Min tro' og 'Fantasi fantasi' er produceret med støtte fra Det Danske Filminstitut og DR.

Danske børnefilm på IDFA

Danske dokumentarfilm for børn og unge har over årene sat deres præg på IDFA. Se den samlede oversigt over danske film på IDFA.


Best of Fests

Festivalfavoritter

  • Hjertelandet af Janus Metz og Sine Plambech
    Produceret af Magic Hour Films

Kids & Docs Competition

Børnefilmkonkurrence

  • Min tro – En verden uden ondt af Cathrine Marchen Asmussen
    Produceret af Klassefilm
  • Fantasi fantasi af Kaspar Astrup Schröder
    Produceret af Sonntag Pictures

Koproduktioner

Udenlandske film lavet i samarbejde med danske producenter

  • Angels Are Made of Light af James Longley
    Amerikansk-dansk-norsk
    Koproduceret af Final Cut for Real
    IDFA program: Best of Fests
  • Aquarela af Victor Kossakovsky
    Engelsk-tysk-dansk
    Koproduceret af Danish Documentary
    IDFA program: Masters
  • The Raft af Marcus Lindeen
    S​​​​​vensk-dansk-tysk-amerikansk 
    Koproduceret af Bullitt Film
    IDFA program: Best of Fests
  • What Walaa Wants af Christy Garland
    Canadisk-dansk 
    Koproduceret af Final Cut for Real
    IDFA program: Best of Fests

IDFA melder løbende ud i hele oktober om film i årets program. Festivalen finder sted i Amsterdam og løber i år fra 14. til 25. november.

Læs mere på festivalens hjemmeside idfa.nl.