
Man skal lede længe for at finde en mere ydmyg og høflig skuespiller end Elliott Crosset Hove. Han udtrykker taknemmelighed for, at han har fået så mange spændende roller efter sin afgang fra Den Danske Scenekunstskole i 2015, og for at han er udvalgt til Shooting Star i Berlin. For at vi vil skrive dette interview og for den cappuccino, vi køber ham.
Elliott Crosset Hove har skabt sig en sjælden kometkarriere i dansk film som et markant ansigt for en ny generation af filmskabere.
Han markerede sig med Robert- og Bodilnominerede biroller i henholdsvis Rasmus Heisterbergs debutfilm, 'I blodet', og Christian Tafdrups ditto, 'Forældre', inden han slog igennem med Hlynur Pálmasons 'Vinterbrødre', som kritikere udråbte som en af tidens mest overrumplende spillefilmdebuter, ikke mindst takket være Crosset Hoves præstation som den socialt udfordrede kalkbrudarbejder Emil. Han blev belønnet med både prisen som bedste mandlige skuespiller på Locarno Festivalen og en Robert for præstationen.
"Personligt er der mange ting, jeg ikke har nået, men professionelt kunne jeg dø i morgen, og det ville være okay, alene fordi jeg har været med i 'Vinterbrødre'," siger Crosset Hove. "Alt ved at lave den film var fantastisk. Det var utroligt spændende at spille Emil, fordi han er både sårbar, ensom, aggressiv og frustreret – over ikke at være elsket og ikke kunne finde ud af at tage kontakt til det modsatte køn."

Crosset Hove holder af at spille sammensatte karakterer med modsatrettede følelser. Det sker også i Jeanette Nordahls kommende film 'Kød og blod', hvor han spiller David, der forsøger at bryde ud af sin kriminelle familie, men ikke helt tør.
Elliott Crosset Hove er født i 1988 som søn af skuespilleren Anders Hove og den amerikanske danser og koreograf Ann Thayer Crosset. Han er vokset op i Los Angeles, hvor hans far spillede med i sæbeoperaen 'General Hospital', til Elliott var fire. Så flyttede familien til Fyn og senere til København.
Det var på Filmhøjskolen i Ebeltoft, at Crosset Hove som 21-årig fandt sit skuespillerkald. Han havde oprindelig en ambition om at lave film, men fandt hurtigt ud af, at han var bedre til at stå foran end bag kameraet.

Efter 'Vinterbrødre' er det gået stærkt. I 2018 kunne man blandt andet opleve ham i Afdeling Q-filmen 'Journal 64' og tv-serierne 'Broen' og 'Klaphat'. For tiden kan man se ham i de danske biografer i en birolle i Michael Noers 'Før frosten', og senere på året i Jeanette Nordahls 'Kød og blod'. Sideløbende har han spillet teater, hvilket er resulteret i en Reumert Talentpris foruden en Reumertpris for rollen som Hamlet på Vendsyssel Teater.
Hvad det vigtigste, han har lært efter tre et halvt år i branchen? "At opføre mig ordentligt over for andre mennesker," kommer det prompte. Men også, at instruktøren skal "ville noget" og brænde for sin film, og at Crosset Hove selv skal have et "emotionelt bånd" til projektet.
Han ser det som det vigtigste i jobbet som skuespiller at tjene filmen. "Det vigtigste er at forstå instruktørens vision og finde ud af, hvordan jeg kan bidrage til den – så det kommer til at handle mere om filmen end om min egen præstation."
