Om filmen

Filmen skildrer Dansk Røde Kors' indsats i forhold til de ungarnske flygtninge i 1956. I efteråret forsøger Dansk Røde Kors at sende en ambulance til Ungarn i forbindelse med den sovjettiske invasion. Ambulancetoget bliver nægtet adgang og må blive i Østrig for at hjælpe de ungarske flygtninge der. Først i november får Røde Kors lov til at komme til Budapest med et lazaret med 150 sygeplejersker og læger. I de 16 dage Røde Kors står for lazarettet i Budapest bliver der uddelt 82.000 portioner mad. Den 3. december 1956 bliver lazarettet overdraget til almindelig hospitalsdrift. De ungarnske flygtninge i Østrig bliver inviteret til flere forskellige destinationer, deriblandt Danmark. Filmen følger gennem en fiktiv synsvinkel, som er indtalt af Helle Virkner, de ungarnske flygtninges tanker om at skulle forlade deres land og fortid og stole på, at fremtiden vil blive bedre et andet sted. I flygtningelejren i Hald Ege fortælles om flygtningenes første jul i Danmark, deres anderledes skikke og julesange. Det fremhæves afsluttende, at Røde Kors' arbejde i verden netop går på tværs af nationalitet, religion og race ud fra credoet, at alle mennesker i verden er brødre.

”I 1950erne dannes grundlaget for vore dages nødhjælpsengagement. Dette afstedkommer helt nye kulturmøder med verden omkring os. For hvordan hjælper man bedst? Og hvordan kan problemerne i fjerne egne forstås? (…) Velfærdsamfundets fremvækst danner basis for en ny selvforståelse af Danmarks rolle i forhold til de mindre bemidlede dele af verden. Det betyder at nødhjælps- og udviklingsarbejde bliver en statslig opgave.

'Danmark hjælper Ungarn' (1957) er en Røde Kors film, der dokumenterer Danmarks første store nødhjælpsaktion i kølvandet på den sovjetiske invasion af Ungarn i 1956. I 1957 tilbyder den danske regering at modtage 1000 flygtninge, og modtagelsen af denne gruppe flygtninge resulterer i stiftelsen af Dansk Flygtningehjælp. Filmen skildrer derved startskuddet til vores internationale flygtningearbejde. 'Danmark hjælper Ungarn' er især bemærkelsesværdig, for måden Lorentz bestræber sig på at få tilskueren til at identificere sig med de ungarske flygtninge. Dette opleves f.eks. i Helle Virkners speak, der lægger stemme til “bekymringer” og “drømme” hos en “flygtningefamilie”, som for eksempel i følgende sentens: “Hvad vil det sige at forlade alt? Det er som at stå udenfor sit hus og se det brænde og ikke kunne gøre noget!” (Læs mere i Glob og kulturmødet).

Credits