Efter successen med 'Lykke-Per', der solgte over 385.000 biografbilletter, vender Bille August tilbage til det historiske drama med 'Pagten', som går i optagelse til foråret.
Filmen fortæller historien om den verdensberømte forfatter Karen Blixen og hendes særlige bånd til den unge forfatterspire Thorkild Bjørnvig.
De to møder hinanden første gang i 1948 – han er 30, hun er 63 – og knytter et ganske særligt bånd. Et bånd, der bliver til en hemmelig pagt, som kræver ufravigelig troskab fra Bjørnvigs side, for at han så til gengæld kan komme under vingerne hos geniet Blixen. Men pagten bringer begge parter ud, hvor de ikke kan bunde, og vender op og ned på deres liv.
'Pagten' er baseret på Bjørnvigs erindringsbog af samme navn, som først blev udgivet 12 år efter Blixens død, og som blev hans mest berømte udgivelse. Filmens manuskript er skrevet af Christian Torpe, som også leverede forlæg til Bille Augusts prisvindende drama 'Stille hjerte' fra 2014.
SF Studios Production og Motor producerer med støtte fra blandt andet Filminstituttet, FilmFyn og TV 2 Danmark. Der er forventet premiere i starten af 2021.