Danske film nominerede til European Film Awards

NOMINERINGER. Trine Dyrholm i ’Dronningen’ og ’Ditte og Louise’ er nominerede i kategorierne European Actress og European Comedy til European Film Awards 2019, der finder sted den 7. december i Berlin.

Den internationale festivalhæder fortsætter for May el-Toukhys ’Dronningen’. Dramaet om advokaten Anne, der forfører sin 17-årige stedsøn, har høstet anerkendelse og priser i både Danmark og udlandet, senest Nordisk Råds Filmpris og The Grand Jury Prize på Philadelphia Film Festival. Nu er Trine Dyrholm nomineret i kategorien European Actress for sin hovedrollepræstation. Det er anden gang hun er normineret til prisen; første gang for ’Kollektivet’. 

’Ditte og Louise’ er nomineret i kategorien European Comedy 2019 ved siden af ’Tel Aviv on fire’ og ’The Favourite’. Ditte Hansen og Louise Mieritz har skrevet manuskript og spiller hovedrollerne i komedien, der er instrueret af Niclas Bendixen. Filmen handler om de to midaldrende skuespillerinder, der kæmper med at lande spændende roller i filmbranchen, hvilket leder Ditte til at klæde sig ud som mand. ’Ditte og Louise’ var nomineret til en lang række Bodil- og Robert-priser i 2019. 

Den islandsk-dansk producerede film ’En hvid, hvid dag’ har også fået en nominering i kategorien European Actor for Ingvar E. Sigurðssons hovedrollepræstation. Filmen er instrueret af Hylnur Pálmason koproduceret af Snowglobe og distribueres i Danmark af Øst for Paradis. Der er dansk premiere 5. december.

European Film Awards er blevet uddelt årligt siden 1988 til film produceret i Europa og til europæiske producenter, instruktører og skuespillere. Priserne uddeles hvert andet år i Berlin og hvert andet år i en ny europæisk storby. Dette års European Film Awards bliver afholdt i Berlin den 7. december.