Into the Deep udtaget til Sundance

SUNDANCE. Dokumentaren 'Into the Deep', der følger de unge på Peter Madsens værksted i tiden før og efter amatørastronautens forvandling til drabsmand, er udtaget til Sundance Filmfestivalen i januar. Den garvede danske producer Mette Heide står bag filmen skabt af den australske instruktørdebutant Emma Sullivan.

I 2016 tog den australske instruktør Emma Sullivan hul på en dokumentarfilm, der skulle handle om Peter Madsens værksted og hans forsøg på at blive den første amatørastronaut i rummet. Men et år inde i optagelserne tog begivenhederne en dramatisk drejning, da Madsen dræbte den svenske journalist Kim Wall på sin ubåd. 

Nu er herboende Sullivan klar med dokumentaren 'Into the Deep', der i januar får en fornem verdenspremiere på Sundance Filmfestivalen. Filmen er udtaget til World Cinema Documentary Competition, hvor i alt tolv film dyster om prisen som bedste internationale dokumentar. Det danske publikum kan se filmen i løbet af 2020, når den får premiere på Netflix. 

I 'Into the Deep' følger vi værkstedets unge hjælpere og deres udvikling fra livet før forbrydelsen til tiden efter, hvor de langsomt forstår Madsens sande natur og må erkende, at den mand, de stolede på, har misbrugt deres tillid.

Producer Mette Heide fra Plus Pictures har blandt andet produceret Lauren Greenfields Sundance-vinder 'The Queen of Versailles'. Senest har hun været nomineret til tv-prisen Emmy for 'Amanda Knox'. Blandt Heides nyeste danske film er Anders Østergaards 'Vinterrejse', der havde verdenspremiere på IDFA dokumentarfestivalen i november. 

Den svensk-samiske instruktør Amanda Kernell er udtaget til Sundance med spillefilmen 'Charter'. Det svenske drama er koproduceret af Tomas Radoor fra Nordisk Film og kan mønstre flere danske filmfolk på nøgleposter, blandt andet Anders Skov som klipper og Kristian Eidnes Andersen som komponist. Filminstituttet har støttet via ordningen for internationale koproduktioner. 

Sundance Filmfestival finder sted fra 23. januar til 2. februar i Park City i Utah, USA. Se mere på sundance.org.

Dansk film har været stærkt repræsenteret på Sundance Filmfestivalen de seneste par årtier. Se mere i oversigten over danske film på Sundance.  

For pressekontakt på 'Into the Deep': line.bilenberg@gmail.com.