Monica Hellström – en producer der rykker

INTERNATIONALT. Monica Hellström fra Final Cut for Real deltager som en af 20 særligt udvalgte producere i den traditionelle Cannes-begivenhed Producers on the Move, som dog i år løber af stablen uafhængigt af festivalen.

Monica Hellström kan se frem til en uge med masser af Zoom-møder, når hun skal deltage i talentprogrammet Producers on the Move. Begivenheden er normalt en del af Cannes Festival, men i år afvikles den digitalt og uafhængigt af Cannes, da festivalen er blevet udskudt på grund af coronakrisen.

Programmet har til formål at styrke producernes netværk internationalt og skabe potentiale for fremtidige koproduktioner. Fra den 11.-15. maj får Hellström således rig mulighed for at præsentere sine kommende projekter, ideudveksle og skabe grundlag for nye samarbejder med de 19 andre håndplukkede europæiske producere. 

Hellström har siden sin afgang på Filmvidenskab ved Københavns Universitet produceret en række dokumentarfilm med internationalt udsyn, særligt for Final Cut For Real, hvor hun har været producer siden 2010. 

"Selvom det bliver en helt anden oplevelse i år, glæder jeg mig meget over muligheden for at lære de andre producere at kende," siger Hellström.

"Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at det ikke bliver på samme måde som normalt, for det betyder meget at møde hinanden i virkeligheden. Jeg tror dog stadig, at vi kan få en masse ud af programmet og forhåbentlig mødes, når verden igen åbner."

Hendes CV tæller blandt andet Daniel Denciks 'Moon Rider', der vandt en pris på CPH:DOX, og Sun Hee Engelstofts 'Forglem mig ej', som blev både Bodil- og Robert-nomineret. Med Simon Lereng Wilmonts 'Olegs krig', om en 10-årig dreng, der vokser op i en ukrainsk krigszone med sin bedstemor som sin beskytter, vandt hun priser på førende festivaler og blev shortlistet til en Oscar.

Hellström har desuden koproduceret den franske dokumentarfilm 'Little Girl' af Sébastien Lifshitz, der var udtaget til årets Berlin Filmfestival, samt spillefilm som Tarik Salehs svenske Sundance-vinder 'The Nile Hilton Incident' med Fares Fares, og Rebecca Dalys irske 'Good Favour'.

Kommende projekter

Titlen som Producer on the Move giver desuden Hellström mulighed for at præsentere en række af sine nye projekter. En af dem er Jonas Poher Rasmussens animerede dokumentarfilm 'Flee', som fortæller historien om en af de mange flygtninge, der ankommer til Europa hver dag. 

"'Flee' er en international koproduktion med Norge, Sverige og Frankrig, som vi stadig søger distribution og fonde til. Nu hvor festivalmarkedet i år er helt anderledes, ser jeg frem til at høre om både festivalerne og distributørernes ændrede strategier for deres arbejde."

Simon Lereng Wilmonts næste film, 'A House Made of Splinters', der er en slags tematisk efterfølger til 'Olegs krig', tager hun også med sig til netværksmøderne: 

"'A House Made of Splinters' håber jeg på at kunne gå i produktion med til sommer, så den kan få premiere i foråret 2021. Ligesom 'Olegs krig' foregår den i Ukraine, men følger denne gang børn og ansatte på et særligt børnehjem ved frontlinjen. Det er en barsk fortælling om overlevelse, men også en livsbekræftende film om menneskelig styrke og om even til at omstille sig for at klare sig igennem svære oplevelser."

Blandt de øvrige film på Hellströms arbejdsbord er Cille Hannibals 'Jeg ser for dig', med Christine Hanberg som medinstruktør, om en familie hvis voksne søn er født døv og blind.

Hun er desuden koproducer på Tarik Salehs kommende spillefilm, den svensk-danske koproduktion 'A Boy from Heaven', hvor hun fortsætter samarbejdet fra 'The Nile Hilton Incident' med sin kollega Signe Byrge Sørensen og samme kreative hold. Salehs nye film foregår som forgængeren også i Egypten.  

Producers on the Move løber fra fra 11. til 15. maj. 

Om Producers on the Move

Organisationen European Film Promotion (EFP) afholder hvert år Producers on the Move. Traditionelt finder begivenheden sted under Cannes Festivalen, der i år har måtte udskyde grundet corona.

Formålet er at styrke nye produceres netværk i den internationale filmbranche og sætte dem i forbindelse med potentielle koproduktionspartnere. Det sker gennem et intensivt forløb med møder, pitchingfora, casestudier, sociale sammenkomster og pressetiltag.

Det Danske Filminstitut og de andre landes tilsvarende organisationer indstiller hver en producer, og European Film Promotion udvælger derefter de 20 deltagere.

Dansk film har været repræsenteret hvert år siden 2000. De seneste danske deltagere tæller Signe Leick Jensen, Mikael Rieks, Eva Jakobsen, Katja Adomeit, Mikkel Jersin, Ditte Milsted og Nina Bisgaard.

EFP står også bag Shooting Stars, et udstillingsvindue for nye skuespillertalenter, der afholdes under Berlin Filmfestivalen. Både Shooting Stars og Producers on the Move er støttet af Creative Europe MEDIA.