Partiernes skjulte overgreb

PUBLIC SERVICE PULJEN. Dokumentarserien ’Partiernes skjulte overgreb’ har i halvandet år undersøgt kulturen i de danske ungdomspolitiske partier. Ni unge kvinder står frem i serien, der kan ses på TV 2 PLAY, hvor de fortæller om seksuelle krænkelser og overgreb.

Dokumentarserien 'Partiernes skjulte overgreb' dykker over tre afsnit ned i en verden, der hidtil har været skjult for offentligheden, men stiltiende har været kendt i det ungdomspolitiske miljø på tværs af partierne.

Ni unge kvinder står frem og fortæller om grove, sexistiske kommentarer og ritualer, der har fundet sted i partierne. De fortæller om seksuelle krænkelser og overgreb, de selv har været udsat for eller har kendskab til.

Det er beretninger om, hvor svært det er som ung kvinde at gå op imod ældre, mere højtstående medlemmer. Om fortielser, partiloyalitet og magtmisbrug. Om ledelser, der ikke altid har handlet ansvarligt eller hurtigt nok, og som i flere tilfælde har holdt sager skjult.

Kvindernes beretninger er forelagt de mænd, der omtales. Ingen af dem har ønsket at deltage i interview. I flere tilfælde har der været politisager, men ingen er blevet dømt.

'Partiernes skjulte overgreb' er produceret af DocEye med støtte fra Public Service Puljen under Det Danske Filminstitut.

Begge seriens første to afsnit kan nu ses på TV 2 Play.

Seriens andet afsnit kan ses på TV 2 29. oktober.