Alt for tidligt

MINDEORD. Den norskfødte filminstruktør Erlend Eirik Mo er gået bort, og dansk film har mistet en generøs og empatisk dokumentarist. Producent Lise Lense-Møller skriver mindeord.

Alt for tidligt. Det var den sætning Erlend altid brugte, når han talte om savnet efter sin far. Et tab, som fyldte meget og motiverede den første af fire film, vi arbejdede sammen på. Nu er Erlend selv død. Alt for tidligt. Et utroligt fint menneske og en dygtig filminstruktør har forladt os.

Erlend var et dybt engageret, etisk menneske. Han rasede over verdens uretfærdighed, menneskers ansvarsforflygtigelse og magtmisbrug og de store selvskabte katastrofer – ikke mindst klimaet. Samtidig – selv midt i katastrofernes malstrømme – strømmede den skønneste, skøreste, sorte humor ud af ham.

Men når han vendte sit kamera mod de medvirkende – ikke mindst børnene – i sine mange fine dokumentarfilm, var det med en unik opmærksomhed over for smerten og skønheden i det nære. Erlend så altid det oversete og hørte det usagte. Han skildrede sine medmennesker med en utrolig finfølelse og indlevelse. Desværre magtede han ikke altid at omfatte sig selv med samme generøsitet og kærlighed.

Alle vi, der har været så heldige at kende Erlend, ved, at han gjorde verden rigere og varmere. Han efterlader os med en urskov af kærlige minder og et kæmpe hul i hjertet. På denne smukke morgen med sol og sne og frost, går tankerne til familien og de fire børn, der nu har mistet deres far alt for tidligt. Det er ubærligt.