Det Danske Filminstituts bestyrelse har 1. marts 2021 afholdt ordinært bestyrelsesmøde. På mødet blev kulturministerens svar på § 20-spørgsmål vedrørende bestyrelsens habilitet drøftet, herunder redegørelser til ministeren om, hvorvidt bestyrelsesmedlemmer bestrider medlemskaber, poster eller hverv, der kan være i modstrid med bestemmelsen i filmlovens § 3, stk. 6.
Det Danske Filminstituts bestyrelse kan oplyse følgende:
- Kulturministeren udpeger Filminstituttets bestyrelse, og alle indstillede kandidater afleverer et CV til ministeriet i forbindelse med deres udpegning eller redegør på anden vis for deres tilknytning til filmbranchen. Udpegning sker således på et transparent og åbent grundlag.
- Bestyrelsen sagsbehandler ikke konkrete støttetildelinger og har ikke direkte indflydelse herpå.
- Der har i indeværende bestyrelsesperiode ikke været tilfælde af konkrete sager, hvor det har været aktuelt at forholde sig til bestyrelsens habilitet – hverken løftet internt i bestyrelsen eller som påstand udefra.
Bestyrelsen, Det Danske Filminstitut